Aabenraa Kommune vil bygge en ny børnehave ved svømmehallen og fritidscentret i Tinglev. Illustration: Grandville, Zeni Arkitekter og Niras.
Aabenraa Kommune vil bygge en ny børnehave ved svømmehallen og fritidscentret i Tinglev. Illustration: Grandville, Zeni Arkitekter og Niras.

Politikerne i børne- og uddannelsesudvalget i Aabenraa Kommune har besluttet, at Tinglevs kommende daginstitution skal bygges ved boldbanerne tæt på skolen.

Beslutningen faldt på et møde den 1. december, hvor et flertal valgte netop denne lokation blandt tre mulige placeringer.

Planerne om en ny institution går tilbage til 2021, da kommunen besluttede at lægge Børnehaven Nørreager og Børnehaven Sønderskov sammen til én fælles institution med plads til 120 børn. Siden har der været arbejdet på at finde det bedst egnede sted.

Det valgte område ligger delvist bag svømmehallen og delvist på en mindre del af idrætsanlægget. Ifølge den forundersøgelse, der er lavet af kommunens teknikforvaltning og eksterne rådgivere, giver placeringen gode muligheder for et fleksibelt byggeri og stærke samarbejder med de nærliggende fritids- og skolefaciliteter.

Der vurderes samtidig at være gode muligheder for at etablere sammenhængende udearealer.

Grunden strækker sig over 6.350 kvadratmeter, og det kommende byggeri får et fodaftryk på cirka 1.265 kvadratmeter, så der bliver mulighed for omkring 5.000 kvadratmeter udearealer til legeplads.

Økonomien for projektet er anslået til 70 millioner kroner, hvoraf anlægsomkostningerne vil beløbe sig til knap 52 millioner kroner.

De to alternative placeringer omfattede en om- og tilbygning af skolens faglokaler samt en omdannelse af den gamle 1905/55-bygning. Begge løsninger ville påvirke skolens arealer markant, og forundersøgelsen pegede på udfordringer med plads, støj, udearealer og behov for nedrivninger. Samtidig var økonomien enten på niveau eller højere end den valgte løsning.

Kommunens budget for perioden 2026 til 2028 indeholder 72 millioner kroner til projektet, og flere detaljer skal nu afklares i de næste faser af planlægningen.

En rapport, der ligger til grund for beslutningen, er udarbejdet af Grandville, Zeni Arkitekter og Niras.

Tilmeld Nyhedsbrev