Malerfirmaet Sv. Fischer, Hvidtfeldt & Hansen er navnet på den nye virksomhed. Foto: PR.
Malerfirmaet Sv. Fischer, Hvidtfeldt & Hansen er navnet på den nye virksomhed. Foto: PR.

Malerfirmaet Sv. Fischer, Hvidtfeldt & Hansen er navnet på den nye virksomhed, som så dagens lys den 1. oktober. Virksomheden ejes ligeligt af malermestrene Kenneth Fischer Andersen, Lars Antczak Johansen og Mogens Hvidtfeldt, der i alt har mere end 60 malersvende i sving i hovedstadsområdet. Det skriver den fusionerede virksomhed i en pressemeddelelse.

Malerfirmaet Sv. Fischer blev stiftet i 1969 i Gladsaxe, mens Malerfirmaet Hvidtfeldt & Hansen har 25 år på bagen i København.

– Selv om vi er erfarne folk, har vi stadig lyst til at udvikle os og blive endnu bedre, og det giver en masse fordele at være en lidt større virksomhed. Mogens, Kenneth og jeg har altid haft et rigtigt godt samarbejde – så da ideen opstod, var det bare at kaste sig ud i det, udtaler Lars Antczak Johansen, malermester i malerfirmaet.

Fusion varsler ikke forandringer

Malermester Kenneth Fischer Andersen fra Malerfirmaet Sv. Fischer, Hvidtfeldt & Hansen slår fast, at kunderne ikke kommer til at mærke det store til sammenlægningen af de to virksomheder.

– Vi er stolte af at være en virksomhed med en lang historie og gode kunderelationer, som er bygget op gennem mange år. Alt det laver vi selvfølgelig ikke om på. Vores kunder vil stadig møde de velkendte ansigter og kontaktpersoner hos os, som de kender i forvejen, lyder meldingen fra malermester Kenneth Fischer Andersen fra Malerfirmaet Sv. Fischer, Hvidtfeldt & Hansen.

Forventningen er dog, at fusionen vil komme kunderne til gode, fordi opgaverne kan blive løst hurtigere og med større fleksibilitet i kraft af den større organisation.

– Som ung maler så jeg ofte, at dårlig tilrettelæggelse af arbejdet skabte forsinkelser og prisforhøjelser. Jeg tænkte, at det måtte kunne gøres bedre. I dag er jeg sikker på, at vores filosofi om at levere kvalitet, at være færdig til tiden og at sætte en fair pris er vigtige årsager til, at vi har gjort det godt, fortæller malermester Mogens Hvidtfeldt.

På kundelisten i det nye firma finder man en lang række ejendomsadministratorer og rammeaftaler hos offentlige og private kunder. Men mange af Københavns mest kendte historiske bygninger – Amalienborg, Marmorkirken, Christiansborg og mange flere – vedligeholdes ligeledes af malerfirmaets svende.