Under overskriften ”Fortsat udvikling trods udfordringer” står 26 ud af 27 medlemmer af byrådet i Fredensborg Kommune bag årets budgetforlig for 2025-2028.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Fredensborg Kommune har det niende højeste beskatningsgrundlag i Danmark, og kommunen er gennem de seneste 10 år vokset med i alt 2.400 indbyggere.
Befolkningstilvæksten har været tiltagende gennem de sidste par år, men kommunens beskatningsgrundlag er alligevel lavere end tidligere forudsat, hvilket blandt andet skyldes svigtende kapitalindkomster. Hertil kommer, at kommunens indtægter fra selskabsskat er lavere end tidligere forventet.
Læs også: Nu skal fremtiden for Alexandra House-grunden på plads
Det samlede anlægsprogram for den fireårige budgetperiode er på 1 milliard kroner, men budgetforliget er derfor mærket af, at den nordsjællandske kommune må stramme bæltet ind.
– Ligesom mange andre kommuner har vi desværre måttet acceptere, at vores indtægter fra såvel indkomstskat som selskabsskat falder kraftigt i forhold til tidligere prognoser. For vores vedkommende med cirka 500 millioner kroner over de fire kommende år, udtaler kommunens borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
– Så selvom vores økonomi er yderst velpolstret, og vi er gældfri, er vi alligevel tvunget til flere hårde prioriteringer, som vi helst havde været foruden. Men det til trods synes jeg, at vi har landet en god aftale, hvor de store velfærdsområder stort set går fri af besparelser, og hvor vi samtidig har økonomi til at investere i fortsat udvikling af kommunen.
Politikerne er nået til enighed om at udskyde en række bygge- og anlægsprojekter. Fremtidens Fredensborg Skole til knap 123 millioner kroner udskydes i to år til 2028. Ligeledes udskydes Fremtidens Humlebæk Skole til 195 millioner kroner i to år til 2029.
Læs også: Efter stort prishop: Almene boliger skal renoveres for 136 millioner
To nye daginstitutioner i henholdsvis Kokkedal og Fredensborg til hver især 60 millioner kroner udskydes i et halvt år og vil således stå færdige i henholdsvis marts og september 2028. Desuden et svømmehalsprojekt til 100 millioner kroner i Nivå til 2029.
Udviklingen af Nivå Bymidte fortsætter
Udviklingen af Nivå Bymidte med samlede kommunale investeringer på mere end 700 millioner kroner fastholdes til gengæld med forventet første spadestik på byggeriet omkring årsskiftet 2024/25.
Byrådet har da også allerede indgået kontrakt med Hansson & Knudsen om byggeriet af Generationerns Hus, som skal rumme ny skole, bibliotek, kulturhus og hal. Desuden skal der anlægges grønne arealer og byrum.
Med budgettet er der afsat ekstra 22 millioner kroner til infrastrukturdelen, der skal sikre en fastholdelse af kvalitetsprogrammet.
Byggeriet påbegyndes i slutningen af 2024, og skolen forventes klar til indflytning i sommerferien i 2027. Bibliotek og hal skal også efter planen stå klar til sommerferien 2027.
Læs også: Nordsjællandsk kommune får ny direktør for byudvikling
Når den nye skole står klar skal området med Nivå Skole Nord omdannes til et lokalt boligkvarter med 100 boliger i form af parcel- og rækkehuse.
De nuværende daginstitutioner, hallen og Per Gyrum skolens ejendomme indgår ikke i det nye boligkvarter og bevares. Det skal undersøges nærmere, i hvilket omfang de nuværende skolebygninger helt eller delvist kan bevares og genanvendes.
Kommunen har desuden fundet penge til en løbende afvikling af dækningsafgiften for erhvervsejendomme. Den ligger aktuelt på 6,8 promille, men det vil blive sænket med 1 promille årligt fra 2028, så dækningsafgiften er afviklet i 2034.
Disse projekter udskydes
Med de faldende indtægter har det været nødvendigt at udskyde en række anlægsprojekter. Det drejer sig blandt andet om:
• Fremtidens Fredensborg Skole, hvor opstart udskydes til 2028
• Fremtidens Humlebæk Skole, hvor opstart udskydes til 2029
• Daginstitutionerne i Kokkedal og Fredensborg udskydes i et halvt år og vil stå færdige henholdsvis marts og september 2028
• Udvikling af byrum i Humlebæk udskydes til 2028
• Svømmehal udskydes til 2029
Kilde: Fredensborg Kommune.