Selskabsledelsen i Mangor & Nagel - en del af Aart. Fra venstre ses kreativ chef, partner og teamleder Claus Smed Søndergård, administrerende direktør og partner Jakob Andersen samt tilbuds- og markedschef, partner og teamleder Søren Stoustrup. Foto: Kontraframe.
Selskabsledelsen i Mangor & Nagel - en del af Aart. Fra venstre ses kreativ chef, partner og teamleder Claus Smed Søndergård, administrerende direktør og partner Jakob Andersen samt tilbuds- og markedschef, partner og teamleder Søren Stoustrup. Foto: Kontraframe.

Mangor & Nagel – en del af Aart kommer ud af regnskabsåret 2022 med en bruttofortjeneste på 67 millioner kroner og et resultat efter skat på 4,5 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra arkitektrådgiveren.

Regnskabet dækker en periode på blot ni måneder fra den 1. januar 2022 til den 30. september 2022, idet Mangor & Nagel har ændret regnskabsår, så det matcher Aart, der i foråret 2022 opkøbte virksomheden.

– Generelt klarer vi os godt og stabilt gennem en mere udfordrende periode, hvor vi har været gode til at omstille os til situationen. Vi har værnet om vores kerneydelser – særligt hos offentlige og almene kunder, hvor vi gennem mange år har opbygget en forståelse for både processerne, kompleksiteten og økonomien i projekterne, som sikrer at de bliver gennemført, udtaler Jakob Andersen, administrerende direktør hos Mangor & Nagel – en del af AART.

En af årets største begivenheder var Aarts opkøb af Mangor & Nagel i april 2022. Siden foråret har integrationsprocessen taget fart.

– Vi er landet solidt i den nye konstellation med Aart. Vi har formået at holde momentum i vores aktiviteter med fuldt fokus på kunder og projekter samtidig med, at vi har haft travlt med integrationen mellem de to virksomheder. Vi oplever, at medarbejderoptimismen stiger i takt med integrationen, og vi er så småt begyndt at opleve fordelene ved at dele kompetencer og viden på tværs kontorerne i hele Skandinavien, siger Jakob Andersen.

– Vi har en ambition om at blive den mest eftertragtede og meningsfulde arkitektoniske arbejdsplads i Skandinavien, og derfor vil vi i de kommende år investere yderligere i faglig udvikling af vores medarbejdere til glæde for både dem og vores kunder, påpeger han.

I 2023 ser Mangor og Nagel – en del af Aart ind i et år med fokus på en fortsat integration med Aart og på at bevare en sund økonomi i forretningen.

– Vi glæder os over et stabilt resultat, og at vi med Mangor & Nagel ombord står solidt på Sjælland. Med årets resultat og den løbende integration har vi de bedste forudsætninger for en god og sund udvikling af vores fælles forretning i 2023, hvor vi holder fast i vores selvstændige position i branchen som den førende skandinaviske rådgiver inden for effektbaseret arkitektur, siger Torben Skovbjerg, administrerende direktør og partner i Aart.