Modegigant vil åbne tocifret antal butikker i Danmark

Som francisetager vil Salling Group åbne et tocifret antal butikker i Danmark i samarbejde med den internationale modegigant Hugo Boss.

Som del af et nyt samarbejde med den internationale modegigant Hugo Boss bliver Salling Group francisetager for de to mærker Boss og Hugo.

Planen er at åbne et tocifret antal Boss- og Hugo-butikker i Danmark over en femårig periode.

Udover de nye butikker vil de to nuværende “shop-in-shops” i Salling Aarhus og Aalborg blive yderligere ekspanderet for at afspejle de to brands nye butikskoncepter.

Helt konkret vil over 100 kvadratmeter blive dedikeret til Boss- og Hugo-brands i Aarhus.

Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

– Vi er begejstrede og glade for samarbejdet med en global virksomhed som Hugo Boss, der hører til i Premium segmentet. Samarbejdet giver os unikke muligheder for at etablere nye og bedre indkøbsoplevelser for vores kunder, mens vi sender et klart signal om, at vi tror på de fysiske butikker og den menneskelige interaktion, udtaler Marianne Bedsted, direktør for Salling.

– Salling skal være der, hvor vores kunder er. Vi ser stadig et stort udviklingspotentiale, som ikke kun omhandler vores eksisterende forretning, hvor vi konstant forbedre og innoverer. Vi tror på, at vi i vores franchiseforretning kan tilføje endnu mere og udvide med nye brands i Danmark. Og måske endnu bredere, siger Marianne Bedsted.

Salling åbner de første butikker i løbet af efteråret 2024. Salling forventer desuden, at et tocifret antal af butikker åbner ved udgangen af 2026.

Hugo Boss står bag de to brands, Boss og Hugo, der sælges i 131 lande fra omkring 7.800 salgssteder og online i 73 lande. Med cirka 19.000 ansatte på verdensplan havde virksomheden med baseret i Metzingen i Tyskland i 2023 en omsætning på over 31 milliarder kroner.