Frederiksbergmuseerne har besluttet at lukke Bakkehuset midlertidigt efter fund af skimmelsvamp flere steder i den historiske bygning.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Lukningen sker for at beskytte medarbejdere, gæster og samlinger, mens eksperter undersøger indeklimaet nærmere.
– Vi har valgt at lukke Bakkehuset midlertidigt ud fra et forsigtighedsprincip, mens vi får foretaget flere undersøgelser af indeklimaet, udtaler Christine Buhl Andersen, direktør for Frederiksbergmuseerne.
– Det vigtigste for os er at passe på vores medarbejdere, gæster og genstande. Når vi lukker Bakkehuset, er der ingen risiko for vores ansatte, og vi kan fokusere på at indhente ekspertviden, der kan hjælpe os med at foretage de nødvendige skridt.
Bakkehuset er Frederiksbergs ældste hus og kendt som et samlingspunkt for guldalderens store skikkelser som H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger. Museet åbner igen, når det vurderes forsvarligt, og billetholdere og samarbejdspartnere bliver kontaktet direkte.























