My Home Møbler vil åbne flere butikker

Ny ejer hos den landsdækkende møbelkæde My Home Møbler vil både åbne flere fysiske butikker, mens en ny onlinestrategi samtidig lanceres.

Stifter af møbelkæden, Jan Hallas, solgte sin ejerandel til den svenske milliardkoncern BHG i 2017 og i 2020 trådte han helt ud af virksomheden. I september 2023 købte han den underskudgivende kæde tilbage for én krone.

Med en ny online-marketingstrategi vil han nu puste nyt liv i møbelkædens vækstambitioner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra marketingbureauet Daisycon, som My Home Møbler samarbejder med.

Et af de helt centrale omdrejningspunkter i strategien er et nyt fokus på butiksåbninger og en fornyelse af virksomhedens online-tilstedeværelse. Kædens webshop vil desuden blive relanceret og udvidet.

– Med relancering af vores webplatforme forstærker vi synergien mellem vores fysiske butikker og online-tilstedeværelse. Vi skal blive langt bedre til at skabe synlighed omkring vores produkter i kombination med vores andre online-tiltag. Vi forventer, at der helt organisk bliver skruet op for kundetilstrømningen til vores butikker og webshop, når denne sidste brik falder på plads, udtaler Rune Kloster, der er Head of E-commerce hos My Home Møbler.

Der er allerede lagt planer for to forestående butiksåbninger, men selv med et fokus på fysisk tilstedeværelse og traditionel marketing, er My Home Møblers online-tilstedeværelse en nøglefaktor i virksomhedens fortsatte vækstmål.

Sideløbende med relanceringen af kædens webshop vil My Home Møbler holde fast i de ting, som fungerede hos de forrige ejere.

Et tæt samarbejde med marketingbureauet Daisycon, som de påbegyndte i 2020, er et af de aktiver, der skal styrkes.

­– Vi har længe høstet fordel af vores samarbejde med Daisycon, som skaber øget synlighed om vores produkter via deres publisher-netværk. Vi kan tydeligt og målbart se, at de hjælper os længere ud til målgruppen, skaber større kendskab og giver opmærksomhed fra flere relevante kunder, siger Rune Kloster.

Hos Daisycon er landechef Thomas Bak Jensen ligeledes positiv og forventningsfuld omkring samarbejdet:

­– Vi oplever, at vores arbejde for kunderne har en naturlig synergi med kundens øvrige online-synlighed. I takt med at My Home Møblers nye webshop bliver introduceret, forudser vi også, at samarbejdet og resultaterne kun vil stå stærkere. Vi ser frem til at fortsætte et styrket samarbejde under My Home Møblers nye ejere, siger Thomas Bak Jensen.