Nordsjællandsk byggeprojekt til 4 milliarder er godkendt

Projekteringen af det 46.000 kvadratmeter store byggeprojekt til 4 milliarder kroner forventes at begynde efter sommerferien.

Kommunalbestyrelsen i Gentofte har ifølge SN.dk godkendt en lokalplan, der baner vejen for et omfattende byggeri for Novo Nordisk ved Hagedornsvej og Lagergårdsvej.

Projektet omfatter en ny produktions- og kontorfacilitet på i alt 46.000 kvadratmeter på et cirka 50.000 kvadratmeter stort areal tæt på Ikea Gentofte og ventes ifølge SN.dk at koste omkring 4 milliarder kroner.

Byggeriet skal rumme både kontorer, produktionsfaciliteter og et parkeringshus i op til seks etager.

Under behandlingen i kommunalbestyrelsen blev projektet mødt med kritik fra flere politikere, som pegede på, at byggeriet fremstår massivt og mangler arkitektonisk bearbejdning.

Der blev blandt andet udtrykt bekymring for, at bygningens volumen og højde kan få en negativ indvirkning på de omkringliggende byrum, og der blev efterlyst mere variation og beplantning.

– Det er en udfordring, at bygningen ligger så tæt på vejen, men jeg ved, at Novo har et ønske om at løse det, så facaden på 25 meter ikke bliver så voldsom. De ville også gerne forskønne den med beplantning, men det er begrænset af krav til sikkerhed og forholdsregler, når man producerer medicin, sagde Anton Brüniche-Olsen (K), som er ny formand for Byplanudvalget, ifølge SN.dk.

Lokalplanen har været i offentlig høring i otte uger, og den blev ifølge SN.dk vedtaget med et klart flertal. Projekteringen forventes ifølge avisen at begynde efter sommerferien.

Tilmeld Nyhedsbrev