Villa Solskrænten på Gammel Dronninggårds Allé 7 i Holte gemmer på en fornem historie, idet en prinsesse og en kendt filminstruktør gennem mange år havde adresse i ejendommen.
Nu er ejendommen røget på tvangsauktion. Det skriver Boliga.
Huset fra 1916 har et boligareal på 288 kvadratmeter fordelt på 165 kvadratmeter i stueplan og 123 kvadratmeter i en tagetage. Dertil kommer 165 kvadratmeter kælder.
Læs også: Baron vil nedrive bevaringsværdigt palæ ved Rungsted Kyst
“Villaen, som blev opført i palæstil i 1916, rummer 288 kvadratmeter fordelt på stueplan, tagetage og kælder. Ejendommen har hvidpudsede murstensvægge og et mansardtag belagt med sortglaserede tegl. Grunden strækker sig over hele 1.821 kvadratmeter, hvilket også gør denne ejendom til en ægte liebhaverbolig”, skriver boligportalen.
Villaen har været indstillet til Renover Prisen, og ifølge organisationen bag prisen er den opført “i klassicistisk stil med indslag af Art Nouveau”. Ydervæggene er udført med hvidpudsede mursten, mens huset har manzardtag, der er belagt med sortglasserede tegl.
Desuden ligger huset på en højtliggende grund med sydvendt udsigt over Vejlesø i Dronninggårdskvartet i Holte.
Afdøde prinsesse Elisabeth boede fra 1976 til 2015 i ejendommen sammen med den ligeledes afdøde filminstruktør, fotograf og producer Henning Claus Hermansen. Lokalt kendes huset derfor som “det lille prinsesse slot”.
Læs også: Stor tvangsauktion aflyst i sidste øjeblik
Ifølge tingbogen overtog Kristoffer Bang Refberg samt en person med navne- og adressebeskyttelse huset for 8,5 millioner kroner i 2015.
Men nu skal der altså igen findes en ny ejer. Tvangsauktionen finder sted i Retten i Lyngby den 8. januar 2025 klokken 9.
Ifølge Boliga bliver husene på Gammel Dronninggårds Allé i Holte gennemsnitligt solgt for 65.301 kroner per kvadratmeter. Dermed er vejen blandt Danmarks dyreste, og kvadratmeterpriserne er noget højere end eksempelvis de gennemsnitlige priser på ejerlejligheder i Region Hovedstaden.
Huset på Gammel Dronninggårds Allé 7 er offentligt vurderet til en værdi på 8,1 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør godt 4,7 millioner kroner.