Nu åbner Ikea endeligt i Esbjerg

Ikea er snart klar til at slå dørene op i Esbjerg. Men det bliver ikke til det 20.000 kvadratmeter store varehus, som esbjergenserne oprindeligt var stillet i udsigt.

Rygterne havde verseret i årevis, og i oktober 2017 kunne Ikea så endeligt bekræfte, at møbel- og boligindretningskæden ville etablere et 20.000 kvadratmeter stort varehus i Esbjerg. Et år senere blev projektet sat på pause som følge af blandt andet ændringer i danskernes forbrugsmønstre. Nu åbner den svenske møbelkæde så endeligt i byen.

Indtil videre bliver det dog i noget mindre rammer end oprindeligt planlagt. Den 7. juli kan esbjergenserne således træde ind i et 888 kvadratmeter stort Planning studio på Østre Gjesingvej 9E.

– Det bliver nemt og bekvemt for sydjyderne at besøge Ikea og designe boligløsninger nær deres bopæl. Og de får mulighed for at planlægge lige netop den løsning, der passer ind i deres nye soveværelse eller i drømmekøkkenet. Konceptet er allerede populært på Vesterbro i København og andre steder i verden, hvor vi er åbnet til glæde for vores kunder, siger Planning Studio Manager Andreas Møller i den forbindelse i en pressemeddelelse.

I 2017 købte Ikea en 50.000 kvadratmeter stor grund på Kjersing Ringvej i den nordlige del af Esbjerg af Pedersen Gruppen, og der blev sågar udarbejdet en lokalplan for det, der skulle være den svenske møbelgigants syvende varehus i Danmark. Indtil videre må esbjergenserne altså nøjes med lidt mere beskedne rammer.

I det nye Planning Studio kan esbjergenserne få hjælp til indretningen af hjemmet. Det vil dog også være muligt at hente varer via “Klik og Hent” på bagsiden af det nye Planning studio, hvor der etableres et nyt afhentningssted.

– Vi glæder os til at byde vores mange kunder i Sydjylland velkommen indenfor i helt nye rammer. Det er ikke hver dag, Ikea åbner et nyt sted, så vi håber, at kunderne tager godt imod os, og at mange vil lægge vejen forbi allerede på åbningsdagen, siger Andreas Møller.