Ny direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge

Ny direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune har haft ansvaret for flere større udviklingsprojekter.

Køge Kommune har ansat Kristian Nabe-Nielsen som ny direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Kristian Nabe-Nielsen kommer med erfaring fra lederstillinger i henholdsvis kommunerne København, Holbæk og senest Frederikssund, hvor han i dag er direktør for Teknik, Erhverv og IT.

Den 1. maj tiltræder han i sin nye stilling i Køge Kommune, hvor Søndre Havn, Køge Nord, Herfølge Bjergby og Ravnsborg Enge samt et stort logistikområde i Bjæverskov er blandt de store udviklingsprojekter.

– Han kommer til at stå i spidsen for en forvaltning, der skal understøtte den store forandring, der ligger foran os, når det gælder den grønne trepart, og den grønne omstilling generelt, udtaler borgmester Marie Stærke.

– Han får ansvaret for at holde snor i vores spændende byudviklingsprojekter – og på samme tid have et fokus på den daglige drift og servicen til erhvervslivet.

Kristian Nabe-Nielsen ser frem til at trække i arbejdstøjet og kaste sig over udviklingen i Køge Kommune.

– Køge Kommune har nogle ambitiøse bud på at favne fremtidens kommunale udfordringer. Jeg glæder mig til at komme med på holdet, og tror helt grundlæggende på, at der er et stort potentiale i samspillet mellem kommune og samfund, udtaler Kristian Nabe-Nielsen.

Kristian Nabe-Nielsen er født i 1972, og bor med sin familie i Lejre Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling