Nyt boligområde på vej ved Gråstenvænget i Skælskør

En ny lokalplan skal bane vejen for et et nyt boligområde med 30 parcel- og rækkehuse ved Gråstenvænget i Skælskør.

Et nyt boligområde skal etableres inden for de afgrænsede område ved Gråstenvænget i Skælskør. Foto fra lokalplanen.
Et nyt boligområde skal etableres inden for de afgrænsede område ved Gråstenvænget i Skælskør. Foto fra lokalplanen.

Politikerne i byrådet i Slagelse Kommune besluttede den 24. juni at sende et lokalplanforslag for et nyt boligområde ved Gråstenvænget i Skælskør i otte ugers offentlig høring.

Der var bred opbakning til lokalplanforslaget blandt politikerne.

Dog havde politikerne fra Socialdemokratiet og Enhedslisten et enkelt forbehold.

– Vi synes faktisk, at det er en god lokalplan. Vi synes, det er vigtigt, at der sker en udbygning i Skælskør, sagde medlem af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Anne Bjergvang (S) på byrådsmødet.

– Men vi vil også sige, at når vi i sidste måned havde en sag på, hvor vi sagde, at der skal mere fokus på regnvandsbassiner, så synes vi igen, at her manglede regnvandsbassinerne.

Sammen med Enhedslisten stemte Socialdemokratiet derfor imod en indstilling om, at lokalplanforslaget ikke skal miljøvurderes.

Regnvand skal forsinkes inden for lokalplanområdet, men der er ifølge et referat fra byrådsmødet ikke præciseret en regnvandsløsning i lokalplanen, da det vil komme an på det konkrete projekt.

Lokalplanen giver dog mulighed for, at færdsels- og friarealer kan udformes, så de forsinker regn- og overfladevand.

Et af tre eksempler på, hvordan bebyggelsen i området kan disponeres. Illustration fra lokalplanen.
Et af tre eksempler på, hvordan bebyggelsen i området kan disponeres. Illustration fra lokalplanen.

Lokalplanen skal give mulighed for, at der kan etableres et nyt boligområde med omkring 30 boliger i form af parcel- og rækkehuse i op til 1,5 etager.

Omkring boligerne er der grønne områder, hvor der blandt andet etableres en hovedsti til cyklister og gående samt mindre gangstier. Hovedstien og de mindre stier forbinder lokalplanområdet med de øvrige boligområder og skovarealet mod syd.

Derudover etableres et stort fælles friareal samt et mindre fælles friareal, der er tiltænkt som opholdsarealer for områdets beboere. På friarealerne vil det være muligt at opsætte fællesfaciliteter såsom borde og bænke, legeredskaber, pavilloner og lignende.

Området får vejadgang fra Gråstenvænget. Der etableres en rund boligvej, som giver adgang til de enkelte boliger.

Det meste af lokalplanområdet er ejet af Udviklingsselskabet Sjælland. Anpartsselskabet har ifølge virksomhedsregistret Klaus Hanson fra Esbjerg som reel ejer.