Flere og flere steder får kommuner og ejendomsudviklere øjnene op for værdien i byudvikling med fokus på at blande byfunktioner og skabe boliger til både børnefamilier, unge og gamle.
I Roskilde Kommune er man ved at gå skridtet videre og skabe et boligområde med plads til både levende og døde.
Ved Trekroner Parkvej og Jernaldergården i den nordøstlige del af Trekroner ligger en 42.000 kvadratmeter stor grund, der aktuelt er udlagt til gravplads. Samtidig er der ikke mange boliggrunde tilbage i nybyggerområdet.
Der er derfor flere interesser i spil, når den kommunalt ejede grund tæt på Himmelev Skov skal udvikles, og kommunen er i gang med at klippe i brikkerne i et forsøg på at få lagt puslespillet rigtigt.
Kommunens forvaltning afholdt den 5. september et dialogmøde med naboer og lokale aktører om kommunens planer for området, og den 25. september skulle politikerne i byrådet i Roskilde så tage stilling til et lokalplanforslag for grunden.
I lokalplanforslaget udlægges et areal på 16.500 kvadratmeter til tæt-lavt boligbyggeri. Arealet vil kunne rumme op til 6.000 etagemeter, hvilket svarer til 50-60 rækkehuse.
Læs også: Byggeri af stort hovedkontor i Trekroner er godkendt
Et område på cirka 10.500 kvadratmeter reserveres til et 4.000 kvadratmeter stort botilbud med omkring 40 boliger til borgere med kognitive handicap. Det nye bosted skal erstatte bostedet Mariehusenes nuværende faciliteter i Svogerslev, der er for små og utidssvarende.
Endeligt skal et område på cirka 6.400 kvadratmeter skal rumme adgangsvej og regnvandshåndtering, mens et område på 8.600 kvadratmeter udlægges til gravplads.
Spørgsmålet er, om det er nok. Det mente byrådsmedlem Maren Ottar Hessner (RV) tydeligvis ikke, da hun havde ordet på byrådsmødet.
– Allerførst var der 35.000 kvadratmeter til denne gravplads, men med en ændret lokalplan var man nede på 25.000. Så kom der så et forslag i januar, og så var man nede på 10.000. Nu hører vi så fra mødet den 5. september, at nu er det 8.000 kvadratmeter, sagde hun.
Sammen med Enhedslisten stillede Det Radikale Venstre et ændringsforslag om, at arealet til gravpladsen skal udvides til 15.000 kvadratmeter, mens området til boliger skal begrænses tilsvarende.
Ændringsforslaget blev nedstemt, idet det kun fik opbakning fra løsgænger Mads Christian Præstegaard samt de to konservative byrådsmedlemmer Lars Lindskov og Trine Borre, mens ligeledes konservative Mogens Halager undlod at stemme.
Muslimsk begravelsesfond vil have 20.000 kvadratmeter
Dansk Islamisk Begravelsesfond har siden 2006 stået for driften af den store muslimske gravplads i Brøndby. Ifølge fondens regnskaber er det ikke nogen synderlig god forretning. De seneste fem år har sammenlagt givet den erhvervsdrivende fond et underskud på godt 3 millioner kroner.
Ikke desto mindre har Dansk Islamisk Begravelsesfond over for Roskilde Kommune givet udtryk for et ønske om at byde ind på grunden i Trekroner, men begravelsesfonden vil have et areal på mindst 20.000 kvadratmeter til en muslimsk gravplads.
Så meget er der altså ikke at gøre med, efter at kommunen har haft saksen fremme. Og ifølge formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget Merete Dea Larsen (DF) skal Dansk Islamisk Begravelsesfond være rigeligt tilfredse med de 8.600 kvadratmeter, der er lagt op til i lokalplanforslaget.
Læs også: Lokalplan for nyt erhvervsområde i Trekroner er vedtaget
– Jeg vil godt lige afvente og se, hvad høringsfasen siger, men jeg kan da godt allerede røbe, at det er da ikke usandsynligt, at der kommer et modsatrettet forslag herfra netop om, at vi ikke skal have noget gravpladsareal overhovedet, sagde hun på byrådsmødet med henvisning til ændringsforslaget fra Enhedslisten og Det Radikale Venstre.
Formand for Plan- og Teknikudvalget Claus Larsen (A) understregede, at der også er økonomiske hensyn at tage.
– Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan pokker man havde tænkt sig at finansiere Mariehusene, hvis ikke vi skal have disse boliger, men det kan jo være, at det også kommer med i et høringssvar, sagde han på byrådsmødet.
Herefter sendte et flertal af byrådspolitikerne lokalplanforslaget for nybyggeri og gravplads i otte ugers offentlig høring.
Grønt og landskabeligt boligområde
I området er der i øvrigt flere forhold der skal tages hensyn til. Inden for området ligger en af Københavns Energis hovedvandledninger, og der må ikke bygges indenfor en afstand af tre meter til hver side af ledningen.
Der ligger også en naturgasledning med et deklarationsbælte på fem meter på hver side af ledningen, og der er højspændingsledninger med et deklarationsbælte på ti meter på hver side af ledningen.
Men mellem ledninger og gravplads skal et boligområde altså vokse frem, og det skal ifølge lokalplanforslaget fremstå grønt og landskabeligt.
Læs også: Stor mangel på små boliger i Roskilde – boligforening har 20.000 på venteliste
Boligerne placeres som klynger på en naturligt skrånende grund, fremgår det. Klyngerne adskilles af grønne kiler, hvor naturen får lov til at slå sig løs. Regnvand skal ledes igennem bebyggelserne i åbne render og samles i bassiner med vandspejl, som også skal give herlighedsværdi til området.
Der bliver vejadgang for biler fra Trekroner Parkvej, mens cyklister og gående får adgang til området via en forlængelse og udvidelse af det stinet, der allerede findes i Trekroner Øst.
Siden år 2000 har Trekroner udviklet sig til en ny bydel omkring Roskilde Universitet og stationsområdet. Med 2.400 boliger og knap 5.000 indbyggere er den unge bydel efterhånden tæt på at være fuldt udbygget.