Byggeri af stort hovedkontor i Trekroner er godkendt

En ny lokalplan baner vejen for, at Man Energy Solutions kan flytte til Trekroner, hvor en klynge af virksomheder inden for bæredygtig energi kan blive skabt.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i Roskilde Kommune har på et byrådsmøde den 3. april endeligt vedtaget lokalplanen for et 80 hektar stort areal i Trekroner.

Planen gør det muligt at omdanne den nuværende grusgrav i Store Hede til et nyt erhvervsområde. En stor virksomhed kunne allerede for et par år siden melde sin ankomst.

– Det er jo det, der kan skabe mulighederne for, at MAN Energy Solutions kan flytte til Roskilde – eller rettere sagt Trekroner, sagde kommunens borgmester, Tomas Breddam (S) på byrådsmødet, hvor han noterede, at MAN Energy Solutions sætter sig på tronen som Roskildes største private virksomhed.

Lokalplanområdet ligger mellem Vestre Hedevej, Østre Hedevej, mens det mod syd grænser op til Roskildes Grønne Ring og Hedeland. Længere mod syd ligger Vindinge.

Læs også: De vil udvikle 190.000 kvadratmeter logistikejendomme i Bjæverskov

Det samlede erhvervsareal inden for lokalplanområdet inklusive veje er på cirka 487.000 kvadratmeter, mens det samlede areal til grønne kiler er omfatter omkring 298.400 kvadratmeter.

Lokalplanen udlægges i tre erhvervsområder. Det østlige erhvervsområde på 175.000 kvadratmeter planlægges til Man Energy Solutions, der for 1,5 milliarder kroner etablerer sit virksomhedens danske hovedsæde i området og dermed lukker ned i København, Ishøj og Holeby.

Virksomheden samler i området kontorfaciliteter og testcenter samt produktions- og lagerfaciliteter for i alt 1.500 medarbejdere. På sigt endda med mulighed for at antallet af medarbejdere kan øges til omkring 1.900 medarbejdere.

Lokalplanen er byggeretsgivende for MAN Energy Solutions område, hvor der kan opføres 92.600 kvadratmeter erhverv samt et parkeringshus på 29.000 kvadratmeter.

Læs også: Roskilde Kommune indgår forlig med arkitektfirma

Desuden er lokalplanen byggeretsgivende for et mindre erhvervsområde på cirka 3 hektar i tilknytning til erhvervsområdet ved Ydre Københavnsvej. Her kan der opføres 14.850 etagemeter erhvervsbyggeri.

Derudover planlægges et andet erhvervsområde, der bliver adskilt fra Man Energy Solutions af en grøn kile. Her gælder lokalplanen dog som en rammelokalplan. Før det område kan bebygges, skal der derfor udarbejdes en byggeretsgivende lokalplan.

Roskilde sættes på verdenskortet

Ifølge formand for Erhvervsudvalget, Lars Lindskov (K), får lokalplanen stor betydning for Roskilde. Faktisk mener han, at lokalplanen har et omfang, så den nærmest er sammenlignelig med en kommuneplan.

– For vi taler om en “game changer” i vores erhvervslivs sammensætning. Ikke alene i Roskilde Kommune, men i Danmark og i Norden, sagde han på byrådsmødet.

– Vi taler også om en virksomhed og en klynge af virksomheder, der ser ud til at komme til området, som vil skabe et ekstremt stærkt fundament for vores erhvervsuddannelser, for vores universiteter og for vores forskning inden for bæredygtig energi.

Læs også: Lokalplan for nyt erhvervsområde i Trekroner er vedtaget

– Så et stort velkommen til MAN som den første, men vi siger også på forhånd velkommen til de andre virksomheder, som kommer i resten af det område derude.

Han understregede, at de mange kommende medarbejdere i virksomhederne i erhvervsområdet også skal have et sted at bo. Der bliver derfor behov for flere boliger i kommunen.

– Men det må vi jo tage på et andet møde. Foreløbigt er der i hvert fald skabt et stærkt fundament for at sætte Roskilde på verdenskortet i forhold til bæredygtig energi og den grønne omstilling, sluttede han.

Erhvervsmæglere fra Colliers står for at sælge erhvervsarealerne i området.