Nyt seniorbofællesskab på Frederiksberg er på tegnebrættet

Fonden for Billige Boliger og Aart Architects har udarbejdet skitser til nyt seniorbofællesskab på Sdr. Fasanvej på Frederiksberg.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Fonden for Billige Boliger står bag et projekt med 50 billige seniorboliger i Køge Nord, og på Frederiksberg kan et nyt byggefællesskab ligeledes være på vej.

Projektet i Danmarks tættest befolkede kommune har været undervejs i et par år, og det skal efter planen opføres på Sdr. Fasanvej 26 i samarbejde med det kommende Fællesbyg Søndre Fasanvej.

– Vi er så langt, at vi har fået tegnet et skitseprojekt, og vi er også ved at få indhentet pris på det og skal forhandle om en købsaftale med Frederiksberg Kommune, fortæller projektchef Mikkel Schlægelberger fra Fonden for Billige Boliger.

Byggeriet skal således opføres på en grund, som Frederiksberg Kommune ejer. Efter planen bliver der tale om ustøttede andelsboliger med kommunal garantistillelse i henhold til lov om almene boliger.

Pilotprojekt med perspektiver for hospitalsgrunden

Skitseprojektet har Fonden for Billige Boliger fået udarbejdet i samarbejde med Aart Architects og entreprenørvirksomheden Thormann.

Projektet omfatter et 1.570 kvadratmeter stort et seniorbofællesskab med 20 boliger fordelt på fem etager. Og det bliver ikke nødvendigvis det sidste i hovedstadskommunen.

– Det er et pilotprojekt i Frederiksberg Kommunes øjne i forhold til, at de skal afprøve konceptet for at finde ud af, om det kunne være en måde at gøre det på på hospitalsgrunden, fortæller Mikkel Schlægelberger.

Bebyggelsen vil ifølge Frederiksberg Kommune lægge sig i den tilstødende karrébebyggelse og afrunde karréen på Sdr. Fasanvej mod indgangspartiet ved Solbjerg Parkkirkegård.

Bygningen opdeles i et forhus, der runder karréen af mod Solbjerg Parkkirkegård samt et længehus, der støder op til nabobebyggelsen.

Der bliver afholdt informationsarrangementer om projektet både den 22. april og 15. maj. Det kan man læse mere om her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling