Sydhavnskvarteret i Aarhus tager for alvor form i disse år, og i går var der grundstensnedlæggelse på den 18 etager høje bygning med navnet Höfn. Den skal efter planen stå klar i 2026.
Højhuset skal blandt andet lægge adresse til et nyt hotel fra Guldsmeden Hotels, som dermed vender tilbage til Aarhus, hvor hotelkædens historie startede i 1999.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der sammen med pensionskassen PKA står bag byggeriet.
Duoen udvikler i alt 75.000 kvadratmeter byggeri i Sydhavnskvarteret i samarbejde med Aart Architects, Schmidt Hammer Lassen Architects, Labland Architects og Rum 3 Studio.
Bag Guldsmeden Hotels står ægteparret Marc og Sandra Weinert, og det nye hotel med 211 værelser bliver navngivet Belle Guldsmeden.
Hotellet opkaldes efter Marc Weinerts mor, der er født i Aarhus og gennem hele livet blev kaldt netop Belle.
– Vi åbnede vores første hotel på Guldsmedgade i Aarhus, og vi har, siden det blev solgt det i 2021, på en måde følt os en smule rodløse, fordi Aarhus spiller så stor en rolle for vores historie og vores koncept, udtaler Sandra og Marc Weinert.
– Guldsmeden er meget Aarhusiansk i sin grundtone, og vi ser frem til at lande i vores identitet igen. Samtidig føler vi os også meget hjemme i København, hvor vi har haft mulighed for at udvikle os og har åbnet ikke færre end fem hoteller.
Belle Guldsmeden kommer til at indgå i hotelkædens ”Urban Eco Resort”-koncept med økologisk køkken samt pool- og spa-faciliteter.
Guldsmeden Hotels består i dag af ni hoteller fordelt på fire lande, et luksusresort på Bali og en udlejningsvilla i Sydfrankrig. Et hotel i Hamborg er også på tegnebrættet, og kommer ligeledes til at åbne i 2026.
”Et lokalt musikalsk energicenter”
Højhuset får navnet Höfn, der er et oldvestnordisk ord for havn. Höfn bliver også det nye hjem for spillestedet Train og musikproducenterne i Lydhavnen. De seks øverste af bygningens i alt 18 etager bliver kontorlejemål.
– Med et nyt Train på Sydhavnen tager vi Aarhus et skridt videre som attraktiv kultur- og musikby. Vi vil med nye og større rammer, ambitioner og muligheder bidrage til en ny, levende og borgernær bydel, siger direktør og spillestedsleder i Train Carsten V. Nielsen
Salgs- og udviklingschef, Peter Thorsgaard fra A. Enggaard, ser frem til, at bygningen kommer til at summe af liv.
– Det er stor milepæl på Höfn, der bliver en helt fantastisk bygning, og som kommer til at bidrage positivt til den stemning, det liv og den kreativitet, som bliver kendetegnet for Sydhavnskvarteret, udtaler Peter Thorsgaard.
– Guldsmeden Hotels får direkte adgang til bydelens svar på New York Highline, nemlig Kulbroen, mens der bliver adgang til Train direkte fra Kulpladsen. Samtidig er der god interesse for vores kontorlejemål i Höfn, hvor vi for eksempel allerede har en aftale med Aros Forsikring om to af etagerne på plads.
Foruden den nye bygning til Guldsmeden, Train og Lydhavnen står A. Enggaard og PKA også bag Sydhavnskvarterets 26 etager høje store kontortårn, Akson, et nyt hotel til Moxy Hotels og nye lokaler til Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.