Moxy Hotel åbner i Aarhus

Marriott International åbner i samarbejde med Core Hospitality og A. Enggaard hotelkædens særlige livstilskoncept Moxy Hotels i Sydhavnskvarteret i Aarhus.

I Aarhus er en helt ny bydel under udvikling i det tidligere industriområde nord for Jægergårdsgade. Sydhavnskvarteret udvikles frem mod 2026, og den nye bydel kommer blandt meget andet til at rumme to hoteller.

Tidligere på måneden blev Guldsmeden Hotels offentliggjort som det ene, og nu kan byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der er ansvarlig for udviklingen af langt størstedelen af Sydhavnskvarteret, løfte sløret for det andet hotel.

Moxy Hotel åbner i Aarhus. Billedet her er fra et lignende hotel i Bergen i Norge. Foto: Core Hospitality.

A. Enggaard har således i tæt samarbejde med den danske hoteloperatør Core Hospitality indgået et samarbejde med den internationale hotelkæde Marriott International om at tilføre Sydhavnskvarteret livstilshotellet Moxy Hotels. Det skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.

Moxy Hotels gjorde sin entré på det danske marked, da Core Hospitality åbnede et hotel med 226 værelser i København i 2019. Det kommende hotel i Aarhus bliver det første Marriott-ejede koncept, der åbner uden for København i Danmark.

– Moxy Hotels er udviklet til rejsende, der søger prisvenlige hotelovernatninger uden at gå på kompromis med kvalitet og stil. Ligesom i København vil vi i Aarhus appellere til unge og unge af sind ved at tilbyde store, sociale fællesområder fyldt med underholdning, der er lige så meget til hotellets overnattende gæster som til lokalbefolkningen. Det inkluderende fællesmiljø for de lokale matcher visionerne om et kreativt byrum i Sydhavnskvarteret, så vi mener, at Moxy og Aarhus er et godt match, udtaler Per Denker Sørensen, administrerende direktør i Core Hospitality.

Moxy Hotel åbner i Aarhus. Billedet her er fra et lignende hotel i København. Foto: Core Hospitality.
Europe, Copenhagen, Moxy Copenhagen Sydhavnen

Hotellet, der kommer til at rumme mellem 170 og 190 værelser, bliver den primære del af en ny bygning beliggende ind mod Spanien.

Hotellets udadvendte funktioner fordeles på en bar og lounge i niveau 2, som kan tilgås direkte fra Kulbroen, der bliver Aarhus’ svar på New Yorks High Line.

Ved loungen skal der være terrasse, hvor gæster kan nyde drinks fra baren og observere Sydhavnskvarterets levende byrum, og Moxy Aarhus vil desuden have fitnessrum, små mødelokaler og gratis arbejdsfaciliteter til studerende og virksomheder, skriver A. Enggaard.

Moxy Hotel åbner i Aarhus. Billedet her er fra et lignende hotel i København. Foto: Core Hospitality.
Europe, Copenhagen, Moxy Copenhagen Sydhavnen

– Med Marriotts ungdommelige Moxy-brand tilfører vi Sydhavnskvarteret et internationalt hotel med en af verdens største loyalitetsklubber og et yderst relevant kendskab til det danske marked, udtaler salgs- og udviklingschef i A. Enggaard Peter Thorsgaard.

– Moxy Hotels er netop kendt for at arbejde tæt sammen med den omkringliggende by ved blandt andet at åbne hotellets lobby for arrangementer og events for både gæster og byens beboere, og det er helt i tråd med ambitionen om at få Sydhavnskvarteret til at leve – også uden for kontortid, udtaler salgs- og udviklingschefen.

Det nye hotel slår efter planen dørene op i 2026.