Helhedsplanen for et areal på 100 hektar mellem Lindenborgvej, Hjulbyvej, Fynsvej og Hjulby sø umiddelbart vest for boligområdet Jagtenborg i det vestlige Nyborg har været i offentlig høring.
Den 28. februar blev planen godkendt af politikerne i byrådet i Nyborg Kommune.
– Det går jo så godt med at sælge grunde her i Nyborg, at vi er nødt til at se os om efter nye arealer til udstykning, sagde formand for Teknik- og Miljøudvalget, Søren Svendsen (V), på byrådsmødet.
Der er blevet bygget mange boliger i Nyborg gennem de seneste år. Kommunen voksede i 2022 med næsten 170 indbyggere, og byudviklingsområdet Jagtenborg er næsten fuldt udviklet.
– Derfor er Nyborg Vest kommet i spil, sagde Søren Svendsen på byrådsmødet, og forklarede, at der i området er plads til mellem 380 og 400 boliger.
Helhedsplanen lægger op til, at området udvikles til “et grønt og attraktivt boligkvarter med op til 380 boliger i tæt forbindelse med nye grønne områder”, som det fremgår af referatet fra byrådsmødet.
– Da hele området ligger op til Hjulby Sø har der været arbejdet meget med at bevare de eksisterende naturkvaliteter og samtidig skabe nye attraktive områder i og omkring bebyggelsen, sagde Søren Svendsen på byrådsmødet.
Efter planen skal bebyggelsen i området DGNB-certificeres. Helhedsplanen giver desuden mulighed for variation i boligtyperne. Forslaget indeholder en blanding af åben-lav og tæt-lav boligtyper med en fordeling svarende til cirka 40 procent åben-lav og 60 procent tæt-lav.
Ifølge 1. viceborgmester Michael Gertsen (K) er der tale om en “spændende og visionær helhedsplan”.
– Særligt hæfter jeg mig ved den variation, der er lagt op til i boligtyperne. Fremtiden kalder på noget andet end store parcelhuskvarterer, sagde han og påpegede desuden, at helhedsplanen er fleksibel, så området kan udvikles i overensstemmelse med, hvordan efterspørgslen udvikler sig.
– Der er også mulighed for at indpasse daginstitutioner og dagligvarebutikker og lignende, sagde Michael Gertsen på byrådsmødet.
I forbindelse med den offentlige høring har AB-Sprotoften lagt billet ind på tre byggefelter i området, der ligger tæt på boligforeningens byggerier i Jagtenborg, Vindinge og Ådalen. Den almene boligforening vil bygge både parcelhuse og rækkehuse i området.
– Det tager jeg som en indikation på, at vi faktisk er ved at lave et spændende projekt og en helhedsplan, som er interessant for fremtidens boligsøgende, sagde næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Ole Tyrsted Jørgensen (SF), på byrådsmødet.
Helhedsplanen for Nyborg Vest er udarbejdet af Lytt Architecture for Nyborg Kommune.