Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune skal den 7. august tage stilling til, om en ny lokalplan for et stort boligprojekt på Holbækvej 83B skal sendes i otte ugers offentlig høring.
Politikerne besluttede i september 2024 sidste år at igangsætte planarbejdet for grunden, hvor der før har været byggeplaner.
Grunden ejes af selskabet JTA Invest, hvor den lokale ejendomsudvikler Jesper Toftegaard Andersen er direktør, men projektudvikler er ifølge projektmaterialet Joachim Stig, som har allieret sig med det nordjyske arkitektfirma Bjørk & Maigaard.
Lokalplanen skal bane vej for for 123 lejligheder i et 9.000 kvadratmeter stort nybyggeri i to og tre etager på det cirka 16.500 kvadratmeter store areal, som ligger øst for dagligvarebutikken Meny. Den kommende bebyggelse skal efter planen certificeres til DGNB Guld.
Planen er at bygge boliger i forskellige størrelser, og lejlighederne får to, tre og fire værelser, og 51 af de kommende boliger placeres på terræn.
Samtidig sikres gode udearealer med grønne områder og regnvandsbassiner. Samtidig lægges der vægt på, at byggeriet tilpasses terrænet og bliver bygget med tegl eller pudsede facader og saddeltage.
Der skal være trygge forhold for fodgængere og cyklister. Derfor bliver der lavet en separat sti væk fra biltrafikken, og støjberegninger viser, at trafik og nabovirksomheder ikke vil overskride grænseværdierne.
Jordbunden i området egner sig ikke til nedsivning af regnvand, så vandet skal i stedet opsamles og tilbageholdes i landskabelige regnvandsbassiner og lavninger i vejene. Trafikanalyser viser, at området kan bære den ekstra trafik.
Kalundborg har ifølge projetkudvikleren et meget lavt udbud af lejeboliger sammenlignet med nabobyer, hvilket skaber et stort behov for nye boliger. Byen har samtidig et voksende erhvervsliv og uddannelser, som øger behovet yderligere.
Administrationen i Kalundborg Kommune anbefaler, at planforslagene bliver godkendt og sendes i offentlig høring.






















