Som bygherre står pensionselskabet Velliv i samarbejde med totalentreprenøren og projektudvikleren Nordstern bag 110 lejligheder fordelt på otte punkthuse i to til fire etager i projektet Kilehaven på Bregnerødvej i Birkerød.
Onsdag den 9. oktober blev der afholdt rejsegilde på projektet, oplyser Nordstern i en pressemeddelelse.
– I dag er en vigtig milepæl byggeriet i Birkerød, der skal danne rammerne for Vellivs nye boligfællesskab, Naboliv, udtaler Solveig Rannje, der er ejendomsdirektør for Velliv Ejendomme.
– Naboliv er et boligkoncept for den moderne og funktionelle bolig, som danner rammerne for det trygge liv og samler generationer på tværs ved at understøtte fællesskabsbaserede aktiviteter og faciliteter. Målgruppen er familier, voksne singler, seniorer og unge par, så flere generationer knyttes sammen.
Det 9.200 kvadratmeter store byggeri til 300 milioner kroner er et led i udviklingen af et tidligere industriområde i Birkerød, og det er Vellivs første fællesskabsorienterede boligprojekt.
Læs også: Erfaren duo vil omdanne nordsjællandsk efterskole til boliger
Byggeriet sigter mod at blive certificeret til DGNB Guld og vil samtidig overholde EU’s taksonomi for nybyggeri.
– Det er imponerende at kunne opføre et byggeri i denne kvalitet og med så høje ambitioner for certificeringer på forholdsvis kort tid. Det kan kun lade sig gøre med dygtige og dedikerede håndværkere, som dem, vi ser på dette projekt, udtaler Jesper Nordby, direktør for Nordstern Nybyg Øst.
Vellivs Boligfællesskab, Naboliv, bygger på tanken om at skabe et boligmiljø med fællesskab og tryghed som omdrejningspunktet.
Projektet er tegnet af Nordic Office of Architecture i samarbejde med Niras og landskabsarkitekter fra Arkplan.
De enkelte boliger er ifølge Nordstern designet med henblik på at maksimere dagslys og minimere energiforbrug. Boligfællesskabet vil også rumme grønne fællesarealer og -faciliteter.
Nordstern forventer at aflevere byggeriet til Velliv i slutningen af 2025.