Renæssancegods er sat til salg for 40 millioner

Hofjægermester, kammerherre og tidligere borgmester sætter gods med voldgrav, egen park og næsten 400 års historie til salg.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Renæssancegodset Gyldensteen, der blev opført helt tilbage i 1640 er netop blevet sat til salg for 40 millioner kroner.

Det skriver Boliga.

Ejendommen ligger i landlige omgivelser nær Bogense og rummer 1.600 kvadratmeter bolig, fordelt på en hovedbygning og to sidefløje. Med over otte hektar jord, herunder park og skov, er der både plads til heste, gåture og det stille liv på landet.

Ejendommen, der ligger på en 83.715 kvadratmeter grund, er sat til salg hos liebhavermægleren Lilienhoff.

“Gyldensteen er et helt enestående pragteksemplar på en velholdt, historisk bygning, der oprindeligt blev bygget i 1640, mens sidefløjene er opført omkring 1700 og 1810. Den arkitektoniske stil er Hollandsk renæssance, der er kendetegnet ved svungne gavle og dekorative udsmykninger. Man kender denne stil fra blandt andet Holmens Kirke, Børsen og Rosenborg Slot”, skriver mægleren.

“Hovedbygningen minder da også mest af alt om et vaskeægte slot, og for første gang i omtrent 300 år er det muligt at flytte ind i de fyrstelige gemakker, der ellers er gået i arv i familien. Nuværende ejer flyttede ind i 1996, hvor man valgte at istandsætte indvendige faciliteter såsom fyr og varmesystem. Der er desuden lagt nyt tag på hovedfløjen i 1999, og samme år blev de udsmykkede gavle på hovedfløjen fornyet. Med andre ord fremstår boligen i flot, velholdt stand”, lyder det videre i salgsopstillingen.

Ifølge salgsoplysningerne ligger ejerudgiften på omkring 12.500 kroner om måneden.

Gyldensteen ligger roligt og afsides, men stadig med kort afstand til byliv og indkøb i Bogense. Odense kan nås på under 40 minutter i bil.

Boligen byder også på driftsbygninger og hestebokse, og med både skov og park på grunden er der mulighed for et liv med naturen lige uden for døren.

Ifølge tinglysningen ejes ejendommen af Frants Erich Bernstorff-Gyldensteen. Han er hofjægermester, kammerherre og tidligere borgmester i det daværende Bogense Kommune fra 1990-1998. Desuden er han nuværende rigsretsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Fra 2007 til 2019 var han formand for Det danske Hedeselskab.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling