Rødovre Kommune udbyder 42.200 kvadratmeter byggeretter i Gartnerbyen

Rødovre Kommune har netop sendt byggeretter i Gartnerbyen samt opførelse af det kommende Borgerhuset i bymidten i udbud.

Der udbydes byggeretter på i alt 42.200 kvadratmeter. I udbuddet indgår også, at den tilbudsgiver, der godkendes som køber, skal udbyde og opføre Borgerhuset.

– Man møder den nye bymidte, når man kommer fra rådhuset eller biblioteket og passerer Viften. Det bliver et dejligt område, som fletter naturligt sammen med Rådhuspladsen, og vi vil skabe en bymidte, hvor alle kan føle sig godt tilpas, udtaler kommunens borgmester Britt Jensen (S) i en pressemeddelelse.

– Derfor stiller vi store krav til dem, der gerne vil stå for byggeriet. Samtidig er vi i gang med at inddrage borgerne i Rødovre, så de selv kan sætte deres præg på, hvordan vi skaber en god bymidte med et aktivt byliv, som de selv har lyst til at bruge og bo i.

Læs også: Udvikler vil bygge over 200 boliger i Rødovre

Den nye bymidte kommer til blandt andet at indeholde et kunststrøg på Aage Knudsens Strøg, en byhave, nye boliger, nye butikker, cafeliv, kunstoplevelser og muligheder for leg og idræt. Desuden bliver Borgerhuset en del af bymidten.

Borgerhuset skal samle kommunens forvaltninger

Borgerhuset skal bygges i tilknytning til Rødovre Rådhus. Den kommende bygning er tænkt som et åbent hus, som både samler kommunens forvaltninger, så borgerne fremover kun skal henvende sig et sted, når de har brug for kommunen, og som lægger lokaler til foreninger og andre aktiviteter for borgerne i Rødovre.

Det er Werk Arkitekter i samarbejde med Baumschlager Eberle Architekten og OJ Ingeniører, der har vundet opgaven med at tegne huset, og de skriver blandt andet i deres vision, at Borgerhuset skal ”danne rammen om en enestående arbejdsplads og et barrierefrit mødested, som værner om både de store og små fællesskaber.”

Borgerhuset i Rødovre. Visualisering: Werk Arkitekter og MIR.
Borgerhuset i Rødovre. Visualisering: Werk Arkitekter og MIR.

I udbuddet er planerne for området detaljeret beskrevet, og især konkurrenceprogrammet beskriver og visualiserer planerne.

– Vi har sat et udbud i gang, hvor vi skal finde dem, der skal bygge det, der bliver en ny bymidte for alle i Rødovre, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at vi er ret kræsne i den proces, siger Britt Jensen.

– Visionen er, at bylivet skal være rigt på oplevelser og skabe rum og plads til alle temperamenter og aldre. Så vi stiller både krav til, hvordan der skal bygges, og hvordan der skal se ud i rummene mellem bygningerne, altså pladser, strøg og gader, for begge dele er med til at definere, hvordan vi skaber en god bymidte.

Efter planen er den nye bydel og bymidte færdig i 2030, og Britt Jensen glæder sig til at følge arbejdet. Hun er ikke i tvivl om, at borgerne i Rødovre får et endnu rigere hverdagsliv med gode muligheder i den nye bymidte.

Læs også: Arkitekter vinder konkurrence om ny børnehave i Rødovre

– Vi har jo i forvejen en god indgang til den ny bymidte: Biblioteket med alle de aktiviteter, som det byder på, og Viften med biograf, bistro, koncert og alt det, der foregår der. Med den ny bymidte favner vi endnu bredere: Vi får Borgerhuset, som både bliver en bedre måde at møde kommunen på som borger, og som bliver et hus, som for eksempel foreninger kan bruge. Vi får et kunststrøg på Aage Knudsens Strøg. Og vi får byrum i hele bymidten med grønne områder, plads til nye fællesskaber for alle og et levende handels- og erhvervsliv, som skaber stemning og aktivitet, siger Britt Jensen.

Fakta om Gartnerbyen

Gartnerbyen dækker området, som man kommer til, år man bevæger sig fra rådhuset eller biblioteket og forbi Viften. Det strækker sig til Tårnvej mod vest, Tæbyvej mod nord og Rådhusstien op mod Sibeliusparken mod øst som afmærket på kortet herunder.

Helhedsplan for Bykernen i Rødovre. Visualisering: Vismo.
Helhedsplan for Bykernen i Rødovre. Visualisering: Vismo.

Gartnerbyen kommer blandt andet til at indeholde Borgerhuset i forbindelse med Rådhuset, et hovedstrøg på Aage Knudsens Strøg, som strækker sig fra syd umiddelbart efter Viften og hele vejen op gennem Gartnerbyen med byrum og en grøn byhave i forlængelse af Aage Knudsens Strøg og en aktivitetsplads længere mod nord.

Kunststrøg markerer kommunens 125 års jubilæum

Kunst i byrummet bliver et gennemgående element langs hele Aage Knudsens Strøg. Når Rødovre i 2026 fejrer 125 års jubilæum, skal første del af kunststrøget stå færdigt, blandt andet med inspiration fra borgere, som bidrager til processen.

Borgerinddragelse

Borgerinddragelse kommer i det hele taget til at præge arbejdet med Gartnerbyen. De første projekter er sat i gang, og der vil blive kommunikeret aktivt fra Rødovre Kommunes side om de muligheder, der vil være undervejs for at præge Gartnerbyen.

Borgerhuset

Borgerhuset bliver efter planen taget i brug i 2027, både som ramme for borgernes møde med kommunen i forbindelse med for eksempel sagsbehandling i Borgerservice, og som ramme for borgernes egne aktiviteter i for eksempel foreninger.

Kilde: Rødovre Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling