Den markante kroejendom på Bygaden 30 i Ganløse er blevet sat til salg for 10 millioner kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech skal formidle salget af den markante gule ejendom, der er udlejet til Ganløse Kro.
Sælger af ejendommen er selskabet Rytterhuset, er ejes af Rolf Stuhr Petersen, som i øvrigt står i spidsen for ejendomsselskabet City Apartment og er den enkeltperson, der ejer mest ejendom i Storkøbenhavn.
– Ganske enkelt, så ligger kroejendommen uden for vores primære område, både i forhold til lokation og ejendomstype. Vi har omkring 3.000 lejemål i København og omegn, og vores primære fokus ligger der, så derfor har vi besluttet os for at skille os af med Ganløse Kro-ejendommen, udtaler Rolf Stuhr Petersen.
Historisk og veldrevet kro
Siden 1688 har kroen været “en kongelig privilegeret kro”, oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Kroen fik sit kongelige privilegium af Frederik 5 i 1688. I 1970’erne blev kroen landskendt som spisested og spillested for kendte musikere. Teatersalen blev brugt til tv-optagelser af musikprogrammer, så kroen var gennem en lang periode landskendt, lyder det videre fra erhvervsmægleren.
Læs også: Nu kan der pustes nyt liv i nordsjællandsk kro med hotellejligheder
– Selvom Ganløse Kros privilegium er over 300 år gammelt og det er en historisk kro med en markant forhistorie, så fremstår den nuværende kro i rigtig flot stand. Den nuværende bygning er dog også fra cirka 1900, hvor kroen også fungerede som postgård, hvor postvognen fra Måløv standsede for at hente og aflevere post og passagerer, udtaler Michael Thodsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech København.
– I 1912 blev det tilladt for Ganløses egne beboere at komme på kroen og derfra blev det til et samlingspunkt for byen med alle former for aktiviteter, for eksempel fester, møder, generalforsamlinger og valgsted til for eksempel folketingsvalg. I dag er der stadig mange forskellige former for arrangementer på kroen, blandt andet Ganløse Revyen, Den Danske Cabaret, oktoberfest og generelt er det bare et populært spisested blandt de lokale, så det er en meget veldrevet kro med en stabil lejer.
En “rigtig” kro
Ganløse Kro er en af blot 100 privilegerede kroer, som stadig eksisterer i det ganske danske land.
Ifølge Michael Thodsen er der tale om en “rigtig” kro i de helt rigtige rammer.
Læs også: Sjællandsk kro solgt til lokal købmand
– Det er en rigtig dansk kro, forstået på den måde, at der både er a la carte menukort, mulighed for at afholde selskaber og mange andre arrangementer. Det stiller selvfølgelig også lidt krav til lokalerne, men de er også ideelle. Der er mulighed for at leje selskabslokaler som strækker sig fra 20-120 personer, lokalerne er fleksible og rummer mange muligheder for opdækning og formål, og de kan derfor danne en smuk ramme om enhver fest, uanset om det er et bryllup, barnedåb eller fødselsdag.
– Det bebyggede areal på hovedejendommen er 562 kvadratmeter, hertil skal lægges en udnyttet tagetage på 122 kvadratmeter, der er godkendt til beboelse med blandt andet soveværelser, kontor, toilet, bad og lager. Derudover er der en udbygning til lager og opbevaring. Der er alt, hvad man forbinder med en rigtig kro og vi glæder os til at hjælpe med at få solgt denne ikoniske kroejendom, siger Michael Thodsen.