AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Statsminister Mette Frederiksen kunne i dag fortælle, at den delvise nedlukning af Danmark forlænges med yderligere to uger til og med den 13. april. En beslutning der møder fuld forståelse og opbakning hos Tekniq Arbejdsgiverne.

– Det er nødvendigt at gå effektivt til værks, når der er menneskeliv på spil, og derfor er det en helt naturlig og rigtig beslutning, at man forlænger de initiativer, som er sat i værk for at forsøge at inddæmme og begrænse coronavirussens udbredelse i Danmark,” siger Niels Jørgen Hansen, admionistrerende direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

– Det er dog samtidig vigtigt, at danske virksomheder har mulighed for at fastholde aktiviteten på et vist niveau – ikke mindst ude på byggepladserne. Samtidig er det naturligvis afgørende, at man her sørger for, at arbejdet kan udføres sikkert og uden risiko for, at de enkelte medarbejdere kan smitte hinanden. Noget, vi også oplever, at virksomhederne har stort fokus på, siger Niels Jørgen Hansen.

Han opfordrer desuden til, at man fra stat og kommuner fokuserer på ikke blot at støtte dansk erhvervsliv med eksempelvis lønkompensation men også sørger for at få sat gang i ventende service-, moderniserings- og renoveringsopgaver i statslige og kommunale bygninger.

– På den måde reducerer man behovet for offentlige støttekroner, samtidig med at man hjælper virksomhederne med at holde gang i hjulene. Og det er sund fornuft at sætte gang i disse opgaver netop nu, hvor mange offentlige bygninger står tomme og ubrugte, siger Niels Jørgen Hansen.