Totalrådgiver til ny svømmehal til 65 millioner er fundet

Byggeriet af den nye svømmehal ved siden af tidligere sukkerfabrik forventes at gå i gang i 2027, og den forventes at stå klar i 2028.

Ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev skal der bygges en ny svømmehal. Illustration: Sweco Architects.
Ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev skal der bygges en ny svømmehal. Illustration: Sweco Architects.

Kalundborg Kommunes planer om en ny svømmehal i Gørlev er nu rykket tættere på at blive realiseret.

Kommunen har ifølge SN.dk indgået aftale med Sweco Architects, der som totalrådgiver skal føre projektet hele vejen fra de første streger til færdigt byggeri.

Sweco er valgt som rådgiver på grund af virksomhedens erfaring med svømmehalsbyggeri flere steder i Danmark.

– En svømmehal i Gørlev er et løfte til borgerne om bedre fritidstilbud tæt på hverdagen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tage næste skridt i processen og sætte Sweco i gang som totalrådgiver, siger Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) ifølge SN.dk.

Ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev skal der bygges en ny svømmehal. Illustration: Sweco Architects.
Ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev skal der bygges en ny svømmehal. Illustration: Sweco Architects.

Den kommende svømmehal bliver cirka 2.000 kvadratmeter stor og får et 25 meter bassin med seks baner samt et varmtvandsbassin målrettet blandt andet babysvømning, genoptræning og wellness. Derudover etableres en fælles sauna og et møde- og foreningslokale, som kan bruges fleksibelt.

Svømmehallen placeres ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev ud mod Algade og skal fungere som et nyt samlingspunkt for både børn, unge og voksne.

Byggeriet forventes at gå i gang i 2027, og svømmehallen forventes at stå klar i 2028. Det samlede budget er på 65 millioner kroner.

OBH Rådgivende Ingeniører er bygherrerådgiver med Teknologisk Institut som underrådgiver.

Tilmeld Nyhedsbrev