Troldtekt udvider med ny fabrik i Troldhede ved Skjern. Foto fra lokalplanforslaget ved Ringkøbing-Skjern Kommune.
Troldtekt udvider med ny fabrik i Troldhede ved Skjern. Den nye fabrik placeres på et landbrugsareal sydøst for jernbanen, mens der også udvides omkring de eksisterende bygninger nordvest for banen. Foto fra lokalplanforslaget ved Ringkøbing-Skjern Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Troldtekt vil udvide virksomhedens eksisterende faciliteter i Troldhede i Ringkøbing-Skjern Kommune. Politikerne i byrådet har besluttet at sende et lokalplanforslag for udvidelsen fabrikken, hvor der produceres akustikplader af træ og cement, i offentlig høring.

Lokalplanen omfatter et 600.000 kvadratmeter stort areal, hvor der gives mulighed for at udvide med op til 77.000 kvadratmeter byggeri.

Troldtekt har hovedkontor i Tranbjerg i Aarhus, mens produktionen altså ligger i Troldhede.

– Troldtekt har heldigvis valgt at lægge deres udvidelse her i kommunen. Det er vi rigtigt glade for, sagde formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ole Nyholm Knudsen (V), på byrådsmødet den 14. juni 2022, hvor politikerne besluttede at sende lokalplanforslaget i offentlig høring.

Lokalplanområdet gennemskæres af jernbanen, men forbindes af en viadukt under banen. Det er opdelt i flere delområder.

Omkring de eksisterende fabriksbygninger på i alt 38.000 kvadratmeter nordvest for jernbanen giver lokalplanforslaget mulighed for at udvide med 5.000 kvadratmeter til lager eller produktionsbygninger. Bygningerne må maksimalt være 10 meter høje, når der ses bort fra eksempelvis skorstene og lignende.

Derudover giver lokalplanforslaget mulighed for at opføre en 2.000 kvadratmeter stor bygning til administration, personale- og mødefaciliteter. Administrationsbygningen må etableres i tre etager, herunder én tagterrasse. Bygningen må maksimalt være 12,5 meter høj, og den skal opføres med træ som det primære materiale. Taget skal begrønnes.

Sydøst for jernbanen kan der bygges 70.000 kvadratmeter i mellem 8,5 og 12,5 meters højde. Også her kan højden overskrides for skorstene og lignende, der er nødvendige for virksomhedens drift. I tilknytning til den nye fabrik kan der etableres administrationsbygninger, oplag af råtræ, anlæg til regnvandshåndtering, transformerstation, parkering, læsse- og losseareal, afskærmning i form af beplantning, støjvold med videre.

Klar til vækst som del af irsk byggekoncern

I februar 2022 trådte Troldtekt ind i en global koncern, idet den danske virksomhed blev en del af den børsnoterede irske byggekoncern Kingspan Group. Kingspan producerer byggematerialer til det globale byggemarked med aktiviteter i over 70 lande og i alt flere end 15.500 medarbejdere.

Troldtekt fortsætter dog under samme navn og med samme velkendte brand, som har været på markedet siden 1935. Og produktionen forbliver altså ligeledes i Danmark, hvor producenten med den nye fabrik i Troldhede vil fordoble kapaciteten.

Troldtekt havde i 2021 en omsætning på 508 millioner kroner mod en omsætning på 406 millioner kroner i 2020. Resultatet af den primære drift landede i 2021 på knap 92 millioner kroner mod godt 65 millioner kroner i 2020.

Foruden hovedkontoret i Tranbjerg og produktionen i Troldhede har Troldtekt egne datterselskaber i Tyskland og Sverige. Virksomheden beskæftiger i alt cirka 175 medarbejdere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling