En helt ny bydel med både boliger, kontorbyggeri, grønne boligområder og erhverv er under udvikling på et areal, der strækker sig over 130 hektar omkring Køge Nord Station.
Ved Egedesvej omdannes landbrugsjord til regnvandsbassiner og vådområder for at sikre den nye bydel mod oversvømmelse.
Arbejdet med at klimasikre Køge Nord gik i gang i begyndelsen af 2019, og Tscherning har som entreprenør været med fra første spadestik.
Læs også: Finansiering af nyt kvartershus i Køge Nord Skovby er på plads
Ifølge en pressemeddelelse fra entreprenørvirksomheden er hele 384 arter blevet registreret i den del af området, hvor de første store regnvandsbassiner står klar.
– Vores miljøundersøgelser viser en øget biodiversitet, hvor blandt andet sten fra området bruges som stryg, der både leder vandet billigt og driftssikkert fra bassin til bassin, samtidig med at vandet iltes, og der skabes skjulesteder for dyr som vandsalamander, udtaler Bettina Simonsen, der er projektleder hos Klar Forsyning, bygherre på projektet.
– Helt konkret har vi registreret over 300 arter, der er kommet til, siden vi startede. Det understreger, at man kan komme langt på byggeprojekter som dette med den rigtige bæredygtighedsstrategi.
Læs også: Nyt friplejehjem skal bygges i Køge Nord
Netop nu er Tschernings team i fuld gang med at udrulle membraner i de nye forbassiner, som skal sikre, at drikkevandsressourcen under bassinerne for fremtiden holdes fri for diverse kemikalier i regnvand, som for eksempel stammer fra bildæk og bremsestøv.
I projekter med etablering af vådområder udlægges der ofte grus omkring membranen, men i Køge Nord bruges i stedet den råjord, der allerede findes på stedet.
– Grus er ikke en evig ressource, og det er vi nødt til at forholde os til i byggeriet. Vi har en klar vision om at bidrage til mere ansvarlige løsninger, og det er membranen et eksempel på. Vi kan bruge råjorden og behøver ikke køre grus til stedet. Det kræver bare, at vi med vores faglighed byder ind og tager dialogen med bygherren om, hvordan arbejdet kan udføres, udtaler Henrik Larsen, projektchef i Tscherning.
Læs også: Fond vil bygge 50 billige boliger i Køge Nord
– Hele pilotprojektet i Køge Nord er et eksempel til efterfølgelse, når det handler om at udfordre den måde, vi plejer at gøre tingene på i branchen.
Reducering af CO2-udledning på 50 procent
Udover en øget biodiversitet er ifølge Tscherning lykkedes at halvere klimaaftrykket i forbindelse med ledningsarbejdet i området det siden 2022. Det har man blandt andet gjort ved at vælge materialer med et lavere klimaaftryk og ved at reducere dieselforbruget.
Helt konkret har Klar Forsyning indsamlet klimadata fra tre ledningsprojekter fra 2022, 2023 og 2024. De tre projekter varierer i længde fra 300 meter til 390 meter, men ligner ellers hinanden i funktion og kapacitet.
Læs også: Projekt med 42 træboliger i Køge Nord er tæt på godkendelse
Ledninger i beton er erstattet af produkter lavet af plast. Og ledninger, der i forvejen var lavet af plast, er erstattet af nye produkter med lavere klimaaftryk.
Samtidig er dieselforbruget fra maskiner på byggepladsen reduceret med 47 procent fra 17 til 9 liter per meter fællesgrav. Der er opsat solceller til at forsyne pladsens skurvogne med grøn strøm, og overskudsjord er løbende blevet genindbygget, så transporten af jord minimeres.
Sammenligner man ledningsprojektet fra 2022 med ledningsprojektet udført i 2024, er det således lykkes at reducere klimaaftrykket med 50 procent, lyder konklusionen ifølge Tscherning.