Udvikler bygger de første 58 nye boliger i udviklingsområde

Ejendomsudvikler sætter gang i byggeriet af 58 nye boliger i området, hvor det almennyttige byggeri fortsat står stille.

Maycon bygger snart de første 58 boliger i Stenlængepark ved Stenlængegårdsvej.
Maycon bygger snart de første 58 boliger i Stenlængepark ved Stenlængegårdsvej.

Maycon forbereder nu byggestarten på de første 58 boliger ud af i alt 146 boliger i Stenlængepark ved Stenlængegårdsvej.

Det skriver SN.dk.

Det sker på et tidspunkt, hvor det almennyttige boligbyggeri står stille, men den private udvikler vælger alligevel at gå videre med planerne for den nye bydel.

– Vi havde gerne set, at de almennyttige boligselskaber også var kommet i gang, så vi kunne have bygget samtidig. Men vi kan ikke blive ved med at vente, så nu går vi i gang, siger projektudvikler Bjarne Mayland.

Han fortæller, at koncernen er klar til at starte byggeriet i april næste år. Han oplyser, at interesserede allerede nu kan besøge området og se nærmere på projektet.

Stenlængepark kommer i første etape til at bestå af 23 rækkehuse og 35 lejligheder. Rækkehusene bygges i to etager og bliver mellem 85 og 95 kvadratmeter, mens lejlighederne bliver mellem 65 og 95 kvadratmeter.

Ni af lejlighederne opføres som penthouseboliger med store tagterrasser, og alle øvrige boliger får enten altan eller terrasse.

Første etape forventes færdig i foråret 2027. Huslejen begynder ved 8.900 kroner om måneden for de mindste boliger, og udlejningen håndteres af ejendomsmæglerfirmaet EDC Næstved. Udlejningen går i gang kort før jul.

Tilmeld Nyhedsbrev