Vil erstatte øjebæ med højhus i 10-15 etager

Hjørnegrunden er blevet sat til salg for 11,5 millioner kroner. Ejendomsmægler drømmer om at erstatte bygningen på grunden med et højhus.

Aktuelt ligger der en genbrugsbutik i ejendommen, hvor ejendomsmægler drømmer om et nyt højhus. Foto: Google Maps.
Aktuelt ligger der en genbrugsbutik i ejendommen, hvor ejendomsmægler drømmer om et nyt højhus. Foto: Google Maps.

Den 1.995 kvadratmeter store hjørnegrund mellem Viebæltet og Vestergade i Svendborg er sat til salg for 11,5 millioner kroner, skriver Fyens.dk.

Området, der i dag blandt andet rummer genbrugsbutikken Gen & Brug, har længe været omtalt som et af byens mindre kønne hjørner, men kan nu blive forvandlet til et markant byggeri.

Den gældende ramme giver mulighed for fire etager og en højde på 14 meter. Ejendomsmægler Eivind Dam Jensen fra EDJ-Gruppen håber dog, at kommunen vil åbne for et højhus på op til 10 til 15 etager.

– Grunden ligger i forvejen højt, og får man lov til at bygge i højden, vil man kunne få en fantastisk udsigt over hele byen og Svendborgsund. Samtidig kan byen få et nyt vartegn, siger Eivind Dam Jensen til Fyens.dk.

Planen, der aktuelt markedsføres, omfatter cirka 4.000 kvadratmeter byggeri med op til 50 lejligheder og erhverv i stueetagen.

En tidligere betinget handel faldt bort, men der er fortsat dialog med investorer. Ifølge mægleren kan det tage op til et år at finde en køber, hvorefter lokalplan og byggeri kan betyde, at indflytning tidligst sker om omkring fem år.

Projektet vurderes at kræve en samlet investering på mindst 100 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev