Wihlborgs sælger byggeretter i Herlev for over 70 millioner

Wihlborgs har solgt byggeretten til 18.500 kvadratmeter boliger på Vasekær i Herlev til Nordkranen og Catella for 72,5 millioner kroner.

Wihlborgs har solgt byggeretten til 18.500 kvadratmeter boliger på Vasekær 7 i Hørkær i Herlev til et konsortium bestående af Nordkranen og Catella.

Det skriver det svenske ejendomsselskab i en pressemeddelelse.

Grunden på 10.270 kvadratmeter er blevet solgt for 72,5 millioner kroner eksklusive moms.

– Flere steder arbejder vi på at skabe attraktive og blandede byområder, hvor boliger og erhverv går hånd i hånd. Salget af Vasekær 7 er det første i en række boligbyggeretter, som ligger tæt på vores erhvervsejendomme. Når projektet er færdigt, vil det bidrage til en positiv udvikling af Hørkær kvarteret, som er et vigtigt erhvervsområde for os, udtaler administrerende direktør Søren Holm fra Wihlborg i Danmark.

– Vi ser frem til at følge områdets transformation og fortsætte vores engagement i at udvikle fremtidens bydele.

Salget markerer det første frasalg af en boligbyggeret op mod en af de erhvervsejendommene, som har været i Wihlborgs ejerskab siden 2007.

Ifølge Wihlborgs er salget en del af en større strategi for at skabe mere dynamik i området.

Grunden er omfattet af en lokalplan, som Wihlborgs og NCC fik godkendt af politikerne i Herlev Kommune i 2021. Lokalplanen omfatter et næsten 78.500 kvadratmeter stort areal, hvor blandt andet Herlev Asfaltfabrik tidligere lå.

I alt kan der bygges 113.000 etagemeter på den gamle industrigrund, og området tæt ved motorvejsnettet og Herlev station er i fuld gang med at blive udviklet til en ny bydel med både erhverv og 800-900 boliger i 2-11 etager.

Blandt andet bygger NCC i området 445 nye lejeboliger for et joint venture, der består af Catella, Nordkranen og den tyske kapitalforvalter DWS.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling