Zleep Hotels bliver til Four Points Flex by Sheraton i Danmark

Fredag markerer en milepæl for den danske hotelbranche, når den danske gren af Zleep Hotels officielt rebrandes til Four Points Flex by Sheraton i samarbejde med Marriott International.

Skiltene er allerede ved at blive udskiftet, og fredag den 31. januar 2025 bliver den danskudviklede hotelkæde, Zleep Hotels, rebrandet til Four Points Flex by Sheraton i samarbejde med Marriott International.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Core Hospitality i Danmark, som driver hotelkæden.

– Rebrandingen af Zleep Hotels til Four Points Flex er ikke kun en ny æra for Core Hospitality – det er en strategisk beslutning, der sætter os i stand til at tilbyde noget helt særligt i det danske marked, udtaler Peter Haaber, administrerende direktør i Core Hospitality og grundlægger af Zleep Hotels.

Læs også: Dansk hotelkoncern i stor aftale med Marriott

– Vi har altid haft fokus på at levere værdi og komfort, men med Marriotts distributionskraft og Bonvoys populære bonusprogram åbner vi døren til en verden af muligheder for vores gæster.

Rebrandingen giver gæster adgang til Marriott Bonvoy, et af verdens største loyalitetsprogrammer, der tilbyder mulighed for at optjene og indløse point på mere end 9.000 hoteller globalt. Det betyder, at danske rejsende kan optjene point på ophold herhjemme, som kan anvendes på overnatninger i hele verden.

– Dette skifte handler om mere end blot et nyt navn. Det handler om at bringe dansk hoteldrift op på et internationalt niveau, hvor vi kan kombinere vores lokale ekspertise med Marriotts stærke varemærke og distributionskanaler, udtaler Peter Haaber.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling