Aabenraa Kommune skaber faunapassage for 21 millioner

Fiskene i Sønderå får snart fri passage, når Aabenraa Kommune etablerer en faunapassage, der også skaber ny natur og bedre adgang til Sønder Ådalen.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aabenraa Kommune skaber en faunapassage til gavn for dyrelivet i Sønderå. Illustration: Aabenraa Kommune.
Aabenraa Kommune skaber en faunapassage til gavn for dyrelivet i Sønderå. Illustration: Aabenraa Kommune.

Snart bliver dyrelivet i Sønderå forbedret, når Aabenraa Kommune går i gang med et projekt ved St. Jyndevad Mølle.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

En ny faunapassage, der omfatter et cirka 1,3 kilometer langt nyt å-løb, skal give fisk som snæbel, laks, ørred og lampretter fri passage forbi både den cirka 2,5 meter høje opstemning og Mølledammen, som i århundreder har været en barriere for fiskene på deres rejse mod gyde- og levesteder.

Opstemningen er udpeget som et vigtigt fokuspunkt i Statens Vandområdeplan 2021-2027, og projektet skal sikre, at fiskene igen frit kan svømme op ad åen og finde nye gydeområder, når der åbnes op til 100 kilometer vandløb.

Læs også: Spærring af Binderup Å fjernes

– Jeg er glad og stolt over, at det nu er lykkedes at få ryddet vejen for dette meget vigtige naturgenopretningsprojekt. Det er en stor velvilje hos både byråd og lodsejere, der nu gør at projektet kan realiseres, siger formanden for Udvalget for Bæredygtig Udvikling i Aabenraa Kommune, Erik Uldall Hansen (S).

Sønderå har været dæmmet op siden middelalderen, og Mølledammen, der blev bygget i 1357, har gjort det svært for fiskene at passere. Derfor glæder det også formanden, at der nu efter cirka 800 år igen bliver skabt fri passage for fiskene i Sønderå.

– Samtidig får området tilført et naturskønt og rekreativt område til stor glæde for borgerne og de besøgende i Aabenraa Kommune, siger han.

Aabenraa Kommune skaber en faunapassage til gavn for dyrelivet i Sønderå. Foto: Aabenraa Kommune.
Aabenraa Kommune skaber en faunapassage til gavn for dyrelivet i Sønderå. Foto: Aabenraa Kommune.

Det nye forløb af åen bliver designet med stor opmærksomhed på fiskenes behov. Blandt andet vil der blive etableret fire områder med lavt, rislende vand, som giver perfekte forhold for fiskene at gyde i.

– Projektet har også et stærkt fokus på naturen omkring vandløbet. Sønder Ådalen er et internationalt beskyttet naturområde, hvor snæbel er en vigtig art, og vi arbejder på at sikre, at både fisk, insekter, fugle og flagermus får bedre levesteder. Cirka 20 hektar ny natur bliver anlagt omkring det nye å-løb, samtidig med at Møllesøen bevares, siger biolog i Aabenraa Kommune, Torben Hansen.

Læs også: Ny ø på tippen af Sprogø skal skabe flere ynglesteder for fugle

Arbejdet er allerede i gang med de første forberedelser, og gravemaskinerne forventes at starte i april 2025. Selve anlægsarbejdet tager cirka seks måneder, og i den periode kan der forekomme afspærringer på Julianehåbvej.

Når projektet står færdigt, bliver området endnu mere tilgængeligt for besøgende, med en ny sti langs å-løbet og en bro, der fører over vandet.

Projektet har et budget på cirka 21 millioner kroner og finansieres med støtte fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond, Staten og Aabenraa Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling