Det er ikke kun ude på E45-motorvejen og Rute 15 Djurslandmotorvejen, at der kan opstå massive kødannelser i myldretiden.
På Århusvej i Søften kan trafikken næsten gå helt i stå på vej ud til Motorvejskryds Aarhus Nord. Trafikanter fra sidevejene kan i myldretiden vente længe på at komme ud på Århusvej.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Direktoratet har i samarbejde med Favrskov Kommune sat gang i arbejdet med at flytte og udvide Århusvej fra Alfa i Søften og ud forbi motorvejskrydset ind mod Aarhus.
Vejdirektoratet står for strækningen mellem motorvejskrydset og Beta, som går i gang i slutningen af april. Favrskov Kommune står for strækningen mellem Beta og Alfa, som starter op i 2025.
Læs også: Udvidelse af E45 fortsætter mod Aarhus Nord
– Ved at omdanne Århusvej til en firesporet vej får vi lettet trafikken fra byer som Hinnerup og Søften og ud på motorvejen og øger samtidig trygheden for cyklisterne i området ved at bygge en ny stitunnel under Århusvej. Vi udfører arbejdet i samme ombæring som udvidelsen af motorvejen, så trafikanterne ikke skal generes af vejarbejde af flere omgange, udtaler projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen.
Århusvej skal flyttes for at gøre plads til nye broer og til- og frakørselsramper for Djurslandmotorvejen til E45. Projektet indeholder desuden etablering af nye og bredere cykelstier, en ny buslomme samt en ny samkørselplads.
Vejdirektoratet forventer at være færdig med byggeriet omkring Århusvej og Motorvejskryds Aarhus Nord omkring udgangen af 2026.
Trafikale konsekvenser
Vejdirektoratet lægger ikke skjul på, at det bliver bøvlet for trafikanter og cyklister i de kommende år, men de vil sammen med deres entreprenører gøre, alt hvad de kan for at få trafikken til at glide bedst muligt.
Arbejdet omkring Århusvej vil få følgende konsekvenser:
- I slutningen af april begynder arbejdet med at omlægge Århusvej til to smalle spor. Shunten, der fører trafikanterne ud på motorvejen udenom rundkørslen, bevares, men vil dog blive forkortet. Hastigheden bliver sat ned til 50 km/t.
- I slutningen af maj flyttes al cykeltrafikken op på nordsiden af Århusvej til en midlertidig dobbeltrettet cykelsti, indtil arbejdet med ombygningen er færdig.
- I starten af juni nedlægges buslommen før rundkørslen. Passagerer der skal ind til erhvervsområdet nord for Århusvej skal i stedet stige af øst for krydset ved Beta.
Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil medføre øget kø og længere rejsetid i myldretiden og opfordrer trafikanterne til at vise hensyn både til hinanden og dem, der arbejder langs vejen.
Vejdirektoratet udbygger motorvej E45 mellem Kolding og Randers flere steder på en i alt 60 kilometer lang strækning.
Kilde: Vejdirektoratet.