Afsløret af ansøgning om alkoholbevilling: Nyt strandhotel mangler lokalplan

I forbindelse med en ansøgning om alkoholbevilling er Gribskov Kommune blevet opmærksom på, at Gilbjerg Strandhotel slet ikke må drive hotel.

Med blot 12 dage på bagen må Gilbjerg Strandhotel være et af landets yngste hoteller. Ægteparret Jesper og Line Andersen åbnede ifølge Turistmonitor hotellet den 1. februar 2024.

Parret har ansøgt Gribskov Kommune om en alkoholbevilling, og i den forbindelse er kommunen blevet opmærksom på, at der ikke er registreret hotel på adressen. Desuden er hoteldrift i henhold til den gældende lokalplan for ejendommen slet ikke tilladt.

Planudvalget i Gribskov Kommune skal den 20. februar tage stilling til sagen, og umiddelbart er der lagt op til, at ægteparret kan ånde lettet op.

I hvert fald anbefaler kommunens administration, at der gives en midlertidig tre-årig dispensation fra lokalplanen.

Læs også: Så meget voksede de danske kommuner i 2023

“Den midlertidige dispensation er nødvendig, for at der kan gives byggetilladelse, og gives under forudsætning af, at Gribskov Kommune er indstillet på, efterfølgende, at lokalplanlægge for hoteldrift og restaurant på ejendommen”, fremgår det af dagsordenen til udvalgsmødet.

Allerede dagen efter åbningen fik Gilbjerg Strandhotel ifølge Gribskov Kommune et standsningspåbud, da lovgrundlaget for hoteldrift på ejendommen ikke var i orden.

“Hvis hotellet og restauranten skal fortsætte, er det derfor vigtigt, at lovgrundlaget tilvejebringes hurtigst muligt. Der er derfor ikke tid til, at der først udarbejdes lokalplan. Efterfølgende vil lokalplanen blive prioriteret i sammenhæng med de øvrige planopgaver og igangsat politisk”, lyder det i dagsordene til udvalgsmødet.

Gildbjerg Strandhotel har 12 værelser samt blandt andet restaurant og selskabslokaler.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling