AP Pension fik overskud på ejendomme i 2022

AP Pension kommer ud med et positivt afkast på 3,1 procent på ejendomme i 2022. Det gav et overskud på 352 millioner kroner i datterselskabet AP Ejendomme.

AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, kom ud af 2022 med et positivt afkast på 3,1 procent, hvilket giver AP Ejendomme et overskud på 352 millioner kroner. Det skriver pensionskassen i en pressemeddelelse.

– 2022 bød på udfordringer, som vi normalt ikke står over for. Krigen i Ukraine, de fortsat massive propper i forsyningskæderne, stigende energipriser og den kraftigt stigende inflation var alle faktorer, som gav store udfordringer for bygge- og ejendomsbranchen sidste år. Det betød også udfordringer for os, men vi har formået at navigere i de mange udfordringer, udtaler administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, og udtrykker i meddelelsen tilfredshed med resultatet.

Den administrerende direktør i AP Ejendomme tilskriver det positive afkast den strategi, som selskabet har, når det kommer til udvikling af ejendomme.

– Vi har en helt klar strategi om, at vi selv udvikler vores ejendomme fra bunden. Dermed får vi selv den udviklingsavance, som ligger her, og det kommer os til gode, når vi oplever udfordrende år for branchen og verden generelt. Den strategi kommer vi til at holde fast i, for vi mener, at det er den mest optimale måde at foretage vores ejendomsinvesteringer på til gavn for vores kunders pensionsopsparinger, lyder det fra Peter Olsson.

Gennem de seneste år har AP Ejendomme haft et stort fokus på, at alle nyopførte ejendomme skal certificeres bedst muligt. For udlejningsboligerne er det Svanemærket, som selskabet går efter, mens det for erhvervsejendomme er DGNB-certificeringer.

– Det er ekstremt vigtigt, at vi får certificeret vores ejendomme bedst muligt. Dels, fordi vi simpelthen vil støtte mest muligt op om den grønne omstilling inden for byggeriet, dels fordi vi mener, at det er med til at fremtidssikre vores ejendomme bedst muligt. Samtidig ser vi en fortsat øget tendens til, at potentielle lejere går efter lejemål, der har de bedst mulige certificeringer. Derfor er det også ekstremt positivt, at aktuelt 51 procent af vores ejendomsinvesteringer er certificerede, forklarer Peter Olsson.

Når det kommer til afkastet for 2023 er Peter Olsson fortrøstningsfuld og tror på et fortsat positivt afkast, men der er stadig nogle faktorer, som kan stille sig i vejen.

– Inflationen bevæger sig desværre ikke ned i det tempo, som vi kunne håbe på, og store propper i forsyningskæderne er fortsat en udfordring, som betyder meget dyre materialer. Men vi afslutter blandt andet opførelsen af vores første boliger i Fredericia. Ligesom vi afslutter opførelsen af erhvervsejendommen, Orienthuset, i Københavns Nordhavn, hvor alle kontorarealerne er udlejet. Nykredit overtager forventeligt også deres domicil, som vi opfører. Dermed afslutter vi en række udviklingsprojekter, som vil være med til at bidrage positivt til vores aktive ejendomsportefølje. Men der er fortsat mange ubekendte faktorer i markedet, som vil give udfordringer for bygge- og ejendomsbranchen, fortæller Peter Olsson.

LÆS OGSÅ: NEDSKRIVNINGER GIVER PENSIONSSELSKAB TAB PÅ EJENDOMME I 2022

LÆS OGSÅ: FRASALG SIKRER PENSIONSKASSE POSITIVT AFKAST PÅ EJENDOMME I 2022