BIG har tegnet skyskrabere i New York, museer i Washington og Helsingør, og den danske tegnestue sætter stregerne til Tjekkiets første nationale koncerthus i Prag.
I Hune umiddelbart øst for feriebyen Blokhus skal BIG stå for omdannelsen af en tidligere Aldi-butik til et museum. Det skriver Nordjyske.
– Det er altid interessant at blive stillet opgaver, man ikke har løst før, men det at bygge en tidligere Aldi-butik om til et museum, det stod ikke øverst på listen. Indtil jeg fik det præsenteret – da tænkte jeg “Gud hvor spændende”, siger David Zahle til Nordjyske.
Bag projektet står Bit Vejle, som i 2018 stiftede Museum for Papirkunst, som har til huse i den tidligere Aldi-butik. Museet havde sidste år 22.000 besøgende, skriver Nordjyske.
Ifølge museets hjemmeside er det planen “at omskabe den eksisterende bygning til et bæredygtigt, ikonisk museum i verdensklasse”. Ved et offentligt arrangement den 22. juni er der mulighed for at få indblik i planerne.
Nordjyske skriver, at BIG vil forsøge at få “museets indhold til at komme til udtryk i det ydre”. Det vil arkitekterne gøre ved at “ved at udforme taget som et ark hvidt papir”.
I det nordjyske har BIG indtil videre kun sat stregerne til erhvervsmanden Mads Peter Veibys private villa, Villa Gug, i Gug Alper i Aalborg.
Tegnestuen har godt nok også tegnet boligprojektet Harbour Gate på havnefronten ved Spritten i Aalborg for erhvervsmanden Martin Nielsen, men det projekt er endnu ikke realiseret.
Da stifter af BIG, Bjarke Ingels, og hans daværende partner i tegnestuen Plot, Julien de Smedt, i 2001 vandt deres allerførste arkitektkonkurrence, var det en konkurrence om at tegne et nyt vandkulturhus i Aalborg. Svømmehallen blev dog aldrig ført ud i livet, da den politiske opbakning til projektet fordampede.