Boliger skyder i vejret i ny bydel i Ballerup

Byggeriet af de første 112 boliger i Parkkvarteret i Ballerup er i fuld gang. Onsdag var der rejsegilde på boligprojektet, som FB Gruppen står bag.

Byggeriet af de første 112 boliger i Parkkvarteret i Ballerup er i fuld gang. Onsdag var der rejsegilde på boligprojektet, som FB Gruppen står bag.

Omdannelsen af Baltorpplænen og bygningerne, der tidligere rummede Kasperskolen, er i fuld gang, oplyser FB Gruppen i en pressemeddelelse. Onsdag var der rejsegilde på de første 112 boliger, der markerer starten på den nye bydel Parkkvarteret, som blandt andet får et kultur- og campusområde samt 500 ejer- og lejeboliger og en klimapark, lyder det i meddelelsen.

Hjertet i det nye område bliver en 15.000 kvadratmeter stor park, der etableres med henblik på at være et frirum i området med et naturligt og vildt præg, hvor valg af beplantning blandt andet er med til at klimasikre området. Bag det hele står FB Gruppen.

Administrerende direktør for FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig. Foto: PR.
Administrerende direktør for FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig. Foto: PR.

– Vi tror på, at Ballerup Kommune er det rigtige sted at bygge. Og jeg er sikker på, at det her bliver et super attraktivt område for mange generationer fremover. Faktisk tror vi i FB Gruppen så meget på Parkkvarteret, at vi har besluttet at beholde det næste byggeri selv. Jeg vil gerne takke Ballerup Kommune for et godt samarbejde og for, at vi må være med til at udvikle byen og kommunen, sagde administrerende direktør Hans-Bo Hyldig ifølge pressemeddelelsen i sin velkomsttale.

FB Gruppen står blandt andet også bag omdannelsen af det historiske engros grønttorv i Valby til en ny, grøn bydel med 3.000 blandede boliger, der i disse år skyder op omkring en stor park. Over de kommende ti år bygger selskabet desuden 1.000 boliger i Holbæk og det kommende boligområde Holbæk Have.

Projektleder Mathias Juel fra IngCon, der er FB Gruppens faste samarbejdspartner på byggestyring af entreprenøropgaverne, kunne i sin tale ved rejsegildet fortælle mere om byggeriet.

Omtrent sådan kommer den nye bydel til at se ud – med forbehold for justeringer. Der arbejdes fortsat på detaljer i forbindelse med bygninger, træer og disposition af området. Illustration fra Lokalplan 196.
Omtrent sådan kommer den nye bydel til at se ud – med forbehold for justeringer. Der arbejdes fortsat på detaljer i forbindelse med bygninger, træer og disposition af området. Illustration fra Lokalplan 196.

– Byggeriet, som vi i dag fejrer med rejsegilde, er en boligkarré 112 boliger fordelt på 11 opgange og i fem etager. Samtlige boliger får egen altan eller terrasse og udgang til det, der en dag bliver et skøn gårdrum. Under bygningen er der en parkeringskælder med 40 P-pladser Det kommer til at være et hjem for alle – lige fra enlige og par til store familier, sagde Mathias Juel.

De første lejeboliger forventes færdige allerede i slutningen af 2023, mens TEC flytter ind i deres nye undervisningsbygning til efterårssemestret 2025. Klimaparken planlægges sideløbende med udviklingen af boligområdet. De sidste boliger forventes klar til indflytning i slutningen af 2025, oplyser FB Gruppen.