Lørdag den 10. august fejres den første byggegenbrugs fem års jubilæum. Derfor har Røde Kors i Hinnerup inviteret til fødselsdagsfest.
Det oplyser den velgørende organisation i en pressemeddelelse.
Blandt stande med information om genbrug og førstehjælp, vil det også være muligt at få slebet sine knive, bygge en fuglekasse i genbrugstræ med Naturfredningsforeningen eller købe tøj i Røde Kors butikkens outletsalg. Derudover vil der blive serveret vafler og sandwich.
– Vores håb med dagen er at sætte fokus på, at byggegenbruget eksisterer, men også at vi får sat endnu mere fokus på genbrug generelt, fortæller Margit S. Larsen, der er formand for Røde Kors afdelingen i Hadsten-Hinnerup.
Idéen til at lave en byggegenbrugsbutik kom fra Gert Sørensen, som præsenterede sin idé for Røde Kors i Hinnerup for godt og vel fem år siden.
– Jeg gik i mange år og tænkte, at vi manglede det, så jeg tog fat i Margit. Det er godt for miljøet at genbruge byggematerialer, og det er blevet meget mere aktuelt, siden vi startede projektet op, fortæller Gert Sørensen, der er leder i butikken i Hinnerup.
Selvom ideen er god, og salget i butikken går godt, er der også meget arbejde i det. Det kræver, at der er nok frivillige hænder til at drive butikken.
– Vi mangler nogle flere frivillige for at kunne opretholde niveauet i byggegenbrugen, siger Margit S. Larsen.
For Gert Sørensen er det også vigtigt at få fat på flere frivillige, og med byggegenbrugen håbede han at tiltrække flere mandlige frivillige, som generelt er i undertal.
– Da vi startede op, troede jeg, at vi kunne tiltrække en anden type frivillige til byggegenbrugen, men det har vist sig at være svært, siger Gert Sørensen.
Så hvis du har lyst til at være en del af det frivillige fællesskab i den anderledes genbrugsbutik, er der altid plads til flere, der vil give en hånd med i det gode tiltag.
Arrangementet for dagen foregår ved Røde Kors byggegenbrug i Hinnerup fra klokken 10-15 lørdag den 10. august på Samsøvej 16 i Hinnerup.