Birkerød Hovedgade. Foto: Rudersdal Kommune.
Birkerød Hovedgade. Foto: Rudersdal Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Rudersdal Kommune fastlagde i foråret 2023 det erhvervsstrategiske tema for 2023.

Fokus var blandt andet på at skabe mere liv i byområder og nærmiljøer og udvikling af detailhandlen i samarbejde med kommunens foreningsliv.

Sidenhen blev arbejdet udvidet til at vare hele 2024, og nu er omkring 250 virksomheder, foreninger og borgere aktive i arbejdet for at skabe mere byliv.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Siden september 2023 har bylivsaktørerne mødtes regelmæssigt i en række bylivsnetværk og gennemført en lang række bylivsaktiviteter.

– Det er jo fuldstændigt afgørende, at både erhvervsliv, foreninger og borgere er en del af arbejdet, for ellers lykkes vi ikke med at skabe mere liv. Det er jo ikke noget, der kommer af sig selv, men kun gennem et godt samarbejde mellem kommunen og dem, der rent faktisk er livet i bymiljøerne, nemlig erhvervsdrivende, foreninger og borgere, udtaler formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget Kristine Thrane (S).

– Vi står i kommunalbestyrelsen overfor et væsentligt arbejde med større byudviklingsprojekter og udfoldelse af visionsplaner for flere større bymiljøer, og her skaber det store engagement i bylivsnetværkene et godt grundlag for dialog og samarbejde.

Kommunen har allieret sig med bylivseksperter fra BIDdanmark, som har erfaringer med tilsvarende tiltag i andre kommuner. Eksperterne blev engageret til at facilitere etablering af bylivsnetværk og afholdelse af månedlige bylivsmøder i en opstartsfase.

Der er etableret netværk i de største bycentre, Holte, Birkerød, Vedbæk og Nærum, men der er også afholdt møder om bylivet i de mindre byområder med få butikker, Trørød, Søllerød Park, Bistrup, Lupinkrogen og Nørrevangen, med henblik på at afsøge potentialet i et forstærket samarbejde der.

Direktør Mikkel Niess fra BIDdanmark vurderer, at det i Rudersdal sammenlignet med andre kommuner er lykkedes at samle flere aktører end normalt.

– I BIDdanmark kommer vi rundt i mange byer i Danmark, generelt oplever vi at der kommer flere tomme butikslejemål. Enkelte byer har formået at stoppe den udvikling. Vi oplever at udviklingen i Rudersdal kommune er bedre end gennemsnittet, udtaler Mikkel Niess.

De mange lokale ildsjæle i bylivsnetværkene har allerede planer og tiltag der rækker ind i 2025, og der arbejdes med årshjul for tilbagevendende bylivsaktiviteter. Der er også allerede en række ansøgninger om støtte fra Rudersdal Kommunes bylivspuljen, som kører videre i 2025.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling