Der er fortsat gang i udviklingen af Carlsberg Byen på den gamle bryggerigrund mellem Frederiksberg, Valby og Vesterbro.
Foruden 3.100 boliger etableres der 109.000 kvadratmeter erhverv i den nye bydel, der samlet vil rumme en bygningsmasse på 600.000 kvadratmeter.
Alene i 2023 blev 15.000 kvadratmeter erhverv solgt eller udlejet, skriver Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
Blandt de mange nye virksomheder i området er AstraZeneca og en sparekasse, ligesom Arla for nylig har meldt sin ankomst.
“De mange nye virksomheder i Carlsberg Byen peger blandt andet på beliggenheden, bylivet og den nærliggende offentlige transport som nogle af årsagerne til, at de rykker til kvarteret. Flere af dem fremhæver dog én særlig vigtig årsag: Det handler om at fastholde og tiltrække talenter, og det mener de, at de kan med en beliggenhed i Carlsberg Byen”, skriver udviklingsselskabet.
Det oplyses videre, at en række nye lejere flytter ind i Carlsberg Byen i løbet af 2024.