Mandag den 18. november godkendte politikerne i Økonomiudvalget i Nyborg Kommune Civicas plan om en ny boligafdeling med 48 almene boliger på Bryggerivej 1-3 ved Storebæltsvej.
Det skriver den almene boligorganisation i en pressemeddelelse.
I totalentreprise skal Jorton stå for byggeriet sammen med Ingeniør’ne, byMunch By- og Landskabsdesign og Creo Arkitekter.
Projektet løber op i 93,4 millioner kroner, hvoraf entrepriseudgifterne udgør knap 73,3 millioner
Skema A blev godkendt på byrådsmødet i august 2023 med en anskaffelsessum på 91,6 millioner kroner, så prisen på byggeriet er steget en smule.
De nye lejligheder bliver mellem 69 og 106 kvadratmeter med to, tre eller fire værelser. Den månedlige husleje kommer til at ligge på mellem 6.230 kroner til 9.170 kroner.
Boligerne i stueetagen vil have adgang til egen terrasse, mens boligerne på første og anden sal udstyres med altaner. På tredje og fjerde sal får boligerne enten altaner eller franske altaner. Det 4.000 kvadratmeter store projekt vil desuden rummer et fællesrum.
Boligerne er primært målrettet mindre familier, par og enlige. Projektet inkluderer 48 parkeringspladser samt elevator for at sikre god tilgængelighed for alle beboere og deres gæster.
– Ud over det kommende byggeri af Bryggergården har Civica allerede boligafdelingen Jagtenborg i Nyborg, som består af moderne rækkehuse tæt på Jagtenborg Skov, udtaler Jens Pilholm, direktør i Civica.
– Det nye projekt bidrager ikke blot til at øge andelen af almene boliger i Nyborg Kommune, men skaber også attraktive boligmuligheder for en anden målgruppe, der ønsker at bo tættere på byens puls, indfaldsveje og gode, offentlige transportmuligheder.
Den eksisterende bygning på grunden rives ned fra begyndelsen af februar til starten af april 2025.
Herefter påbegyndes opførelsen af de nye boliger, som forventes at stå færdige i september 2026 og være klar til indflytning fra den 1. oktober 2026.
Fakta om den kommende boligafdeling, Bryggergården, i Nyborg
Lokation:
De 48 nye almene boliger opføres på Bryggerivej ved Storebæltsvej, hvor den markante, lyserøde Bryggergård ligger i dag.
- Boligstørrelser:
Boligerne varierer fra 69 til 106 kvadratmeter med to, tre eller fire værelser.- 15 boliger med 2 værelser
- 23 boliger med 3 værelser
- 10 boliger med 4 værelser
- Den årlige husleje bliver på 1.061 kroner per kvadratmeter
Faciliteter:
-
- Elevator for øget tilgængelighed
- Fællesrum til de kommende beboere
- 48 parkeringspladser
Arealstørrelse:
-
- Det samlede boligareal udgør 4.000 kvadratmeter
- Det samlede grundareal udgør 4.143 kvadratmeter
Kilde: Civica.