Dansk Boligbyg som totalentreprenør på det 2.800 kvadratmeter store autismecenter til DGNB Guld. Visualisering: Ginneruparkitekter.
Dansk Boligbyg som totalentreprenør på det 2.800 kvadratmeter store autismecenter til DGNB Guld. Visualisering: Ginneruparkitekter.

Dansk Boligbyg skal i totalentreprise bygge et 2.800 kvadratmeter stort autismecenter på Nymarksvej Fredericia. Med på projektet er Ginneruparkitekter i Horsens og Niras i Aarhus. Byggeriet skal certificeres til DGNB Guld, oplyser Dansk Boligbyg i en pressemeddelelse.

– Vi har brugt det meste af et halvt år sammen med vores arkitekt og ingeniør på at sammensætte den bedst mulige løsning for det nye center, udtaler Jes Møller Jensen, som er afdelingsleder hos Dansk Boligbyg i Horsens.

Wienberg Architects tegnede de indledende tegninger til autismecentret og trods en stram økonomi, er totalentrepriseteamet nået i mål med at opfylde Regions Syddanmarks ønsker til projektet. Regionen har vedtaget, at al fremtidigt byggeri til over 2,5 millioner kroner skal certificeres til DGNB Guld.

Autismecenter Fredericia skal være et DGNB Guld certificeret byggeri og bliver - på nær de præfabrikerede badeværelser et 100 procent træbyggeri. Facaderne beklædes med resttræ fra produktionen af varmebehandlede profilbrædder. Visualisering: Ginneruparkitekter.
Autismecenter Fredericia skal være et DGNB Guld certificeret byggeri og bliver – på nær de præfabrikerede badeværelser et 100 procent træbyggeri. Facaderne beklædes med resttræ fra produktionen af varmebehandlede profilbrædder. Visualisering: Ginneruparkitekter.

– I valget af totalentreprenør har økonomien vægtet 40 procent, mens andre parametre som organisation, kompetencer og ikke mindst gode referencer og erfaring med DGNB Guld certificering også har haft stor betydning. I Region Syddanmark er autismecentret det første certificerede byggeri, vi skal opføre med DGNB Guld certifikat, siger Leif Nielsen, som er bygherrerådgiver i Bygningsafdelingen hos Region Syddanmark.

Det nye autismecenter skal rumme 21 boliger, et beskæftigelses- og personalehus samt en centerbygning til administrativt personale med tilknyttede kursusfaciliteter. Omkring bebyggelsen etableres et parkanlæg.

For at opnå DGNB Guld er bæredygtighed tænkt ind i alle dele af byggeriet, dets opførelse og den fremtidige drift.

– For at opnå størst mulige bæredygtighed opføres centeret som et rent træbyggeri. Byggeriet beklædes med resttræ fra produktionen af varmebehandlede profilbrædder, og samtidig beklædes der med faldende længder. Det minimerer spild og understøtter samtidig driften af bygningen, da man nemt kan udskifte et berørt bræt uden at det påvirker designet, udtaler Trine Mouritsen fra Ginneruparkitekter.

Projektet kommer til at bestå af en boligdel med tre boliggrupper. Desuden bygges tre fritliggende boliger, en centerbygning, et personalehus samt et beskæftigelseshus der skal understøtte beboernes daglige aktiviteter.

Autismecenter Fredericia designes til at give beboerne en god fornemmelse af sceneskift, når de bevæger sig fra bolig til arbejde og til fritidsaktiviteter. Visualisering: Ginneruparkitekter.
Autismecenter Fredericia designes til at give beboerne en god fornemmelse af sceneskift, når de bevæger sig fra bolig til arbejde og til fritidsaktiviteter.
Visualisering: Ginneruparkitekter.

Eftersom centret – på nær de præfabrikerede badeværelser – kommer til at bestå af træ fra yderst til inderst, bliver centrets indretning meget fleksibel. Det betyder, at det løbende kan tilpasses den konkrete sammensætning af beboere.

– Der bliver stillet store krav til alle former for indeklima, herunder lydisolering mellem de enkelte rum og rumklang, samt på temperatur og luftkvalitet. Der skal være masser af dagslys med gode lysindfald til imødekommelse af følsomme beboere, siger ingeniør Niels Bunk Jespersen, som er projektchef, teknikumingeniør hos Niras.

Opførelsen af det nye autismecenter forventes påbegyndt i februar 2023, og byggeriet skal afleveres til Region Syddanmark i april 2024.