I byudviklingsområdet Vinge ved Frederikssund har DS Flexhal i totalentreprise til 263 millioner kroner opført et 24.300 kvadratmeter stort fællesmagasin for Slots- og Kulturstyrelsen.
Magasinet, der er opført med underrådgiverne Gottlieb Paludan Architects og Moe Rådgivende Ingeniører, rummer 25.000 kubikmeter reolplads til opbevaring af genstande for Nationalmuseet. Reol- og opbevaringsløsninger er leveret af Bruynzeel Storage Systems.
Ifølge en pressemeddelelse fra Nationalmuseet flyttes de første kulturhistoriske genstande nu ind i magasinet. Og der er altså ikke tale om en flytning, der klares på en enkelt dag med hjælp fra venner og familie, som spises af med pizzaer og en kasse øl. Det forventes at vare intet mindre end 10 år, før sidste genstand kan sættes på plads i det nye, gigantiske magasin.
Nationalmuseets samling består af mere end to millioner genstande, som samlet udgør 42.000 kubikmeter. Heraf skal 28.000 kubikmeter flyttes ind i det nye magasin, der har moderne opbevaringsfaciliterer og optimale indeklimaforhold.
– Magasinet er fleksibelt indrettet, så det er let og hurtigt at finde frem til genstande, der skal bruges i forskning, udstillinger eller udlånes til andre museer i Danmark. Det er en forudsætning for, at vi på fremtidens Nationalmuseum let kan ændre og tilpasse udstillingerne løbende, udtaler Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i meddelelsen.
Det nye magasin er på flere måder en stor opgradering for opbevaringen af Nationalmuseets genstande, mener Nationalmuseets chef for Magasinering og Kulturhistorisk konservering, Anne-Kathrine Kjerulff.
– Bygningen er designet, så den i sig selv fungerer som et moderne klimaanlæg, hvilket sikrer et lavt energiforbrug året rundt. Indeklimaet er godt, logistikken er effektiv og sikkerheden er i top, hvilket betyder, at vi i mange generationer frem kan passe rigtig godt på kulturarven og samtidig gøre den lettilgængelig på den mest driftsøkonomiske måde, siger Anne-Kathrine Kjerulff.
Inden museumsgenstandene kan flytte ind i det nye magasin, bliver de behandlet mod skadedyr ved frysning. Registreringen bliver tjekket, eventuelle fejl rettet, og findes der ikke fotos af genstandene, bliver de fotograferet.
Herefter kan genstandene placeres i et af magasinets forskellige opbevaringsløsninger. Alene markeringen af de mere end 13.000 placeringer på reolerne har krævet kilometerlange strimler af klistermærker. Men på den måde ved Nationalmuseet præcis, hvor alt står.
Magasinet er desuden indrettet med en ”skadestue” til reparation af beskadigede genstande og et såkaldt ”anoxiarum” til behandling mod skadedyr. Der er også faciliteter, så forskere kan studere samlingen på stedet.
Lavenergi-baseret magasin
Magasinet er konstrueret, så der skal bruges meget lidt energi for at holde et optimalt og stabilt klima omkring kulturarven. Det bygger på en videreudvikling af erfaringerne fra andre lavenergibyggerier i Danmark.
Gulvet er ikke isoleret og fungerer dermed som køleflade om sommeren og varmeflade om vinteren, hvilket holder temperaturen mellem 7 og 14 grader. En lille smule affugtning holder luftfugtigheden stabil.
Magasinet bruger derfor lav energi året rundt. Et typisk klimatiseret magasin har almindeligvis et energiforbrug på cirka 30 kilowatt-timer per kubikmeter, mens magasinet i Vinge er beregnet til at bruge mindre end 1 kilowatt-timer per kubikmeter.
Det nye magasin i Vinge er bygget af Slots- og Kulturstyrelsen og udlejes til Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek. Det indvies officielt mandag den 16. maj.