EDC Projekt Poul Erik Bech skal sælge rækkehuse i Vinge

Ikano Bolig har indgået aftale med EDC Projekt Poul Erik Bech, som skal stå for salget af rækkehusene i Bakkekvarteret i Vinge.

Der er gang i byggeriet i Vinge i øjeblikket, hvor en af Danmarks største byudviklingsprojekter.

Indbyggertallet i Vinge er estimeret til at lande et sted mellem 10.000-20.000 indbyggere, og nogle af de kommende indbyggere kan se frem til at flytte ind i Bakkekvarteret.

Her står Ikano Bolig bag svanemærkede rækkehuse, som skal bygges tæt på Vinge Station.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech, som skal stå for salget af rækkehusene.

Rækkehusene bliver opført i træ på en skrående grund tæt på Snostrup landsby med kirken som nabo.

– Bakkekvarteret består af rækkehuse i ét og to plan, som er tegnet af arkitekterne Vilhelm Lauritzen. De bliver svanemærkede, hvilket betyder, at de er bygget med omtanke for mennesker og miljø og med et lavt energiforbrug med både mindre klimabelastning og besparelser på energiregningen, udtaler Katrine Enø, salgs- og udlejningschef hos Ikano Bolig.

EDC Projekt Poul Erik Bech har allerede aktiviteter i området. I sommeren 2023 formidlede EDC Erhverv Poul Erik Bech en attraktiv projektgrund og de er også ved at formidle salget af 10 Tiny House- og 45 parcelhusgrunde for Frederikssund Kommune.

– Vi er glade for aftalen med Ikano Bolig om at skulle sælge rækkehusene i Bakkekvarteret. Vinge er et utrolig spændende område i rivende udvikling midt i naturskønne omgivelser og stadig kun 45 minutter i tog fra København, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til at få solgt de lækre, svanemærkede rækkehuse med et lavt CO2-aftryk, udtaler Alexander Danielsen, projektchef og ejendomsmægler hos EDC Projekt Poul Erik Bech.

– Aftalen er kommet i stand via stærkt samarbejde på tværs af organisationen. Her har både vores investeringsafdeling og researchafdeling i København, den lokale boligforretning i Frederikssund med Claus Lund Pedersen og selvfølgelig vores projektafdeling bidraget til at få projektet i hus, så stor tak til alle involverede parter. Nu glæder vi os til at følge udviklingen med at opføre rækkehusene og selvfølgelig til at sælge dem, når de første 38 etplansboliger står klar i løbet af 2026, og som snart kan reserveres, siger Alexander Danielsen.

I alt skal Ikano Bolig bygge over 2.000 boliger i Vinge, og de første 38 etplansboliger i Bakkekvarteret kan snart reserveres.