Stor fabriksejendom i Frederikssund sættes til salg for 155 millioner

Is- og læskedriksproducent sætter 28.000 kvadratmeter stor logistik-, lager- og produktionsejendom i Frederikssund til salg.

CO-RO er mest kendt for deres læskedrikke og frys-selv is. I Frederikssund er is- og læskedriksproducenten i gang med at opføre et nyt topmoderne fabriksanlæg, som skal samle store dele af virksomheden under samme tag.

Derfor sælger virksomheden deres nuværende logistik-, lager- og produktionsejendom i Frederikssund. Ejendommen rummer hele 28.000 kvadratmeter.

EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland skal stå for salget, og prisen på ejendommen er sat til 155 millioner kroner.

Det skriver erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

– Vi bruger mange ressourcer på den interne transport på matriklen og ved at samle det hele og udnytte den moderne teknologi, vil vi gøre processerne hurtigere og nemmere for alle. Det betyder også, at vi sælger vores eksisterende ejendom, som vi gennem årene har været rigtig glade for. Vi er meget glade for placeringen i Frederikssund og at være en del af lokalmiljøet, udtaler Claus Mølgaard Jensen, CFO hos CO-RO.

CO-RO forventer, at det nye fabriksanlæg vil stå klar til indflytning i løbet af sommeren i 2025.

Læs også: Frederikssund Kommune udstykker grunde til tiny houses og parcelhuse

– Ejendommen indeholder så mange forskellige bygninger, hvilket giver de kommende ejere et hav af muligheder, så jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte. Det er en af de mest markante ejendomme på hele Nordsjælland, udtaler Stephen Berthelsen, partner og erhvervschef fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

CO-RO har sat deres nuværende logistik-, lager- og produktionsejendom i Frederikssund til salg for 155 millioner kroner. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.
CO-RO har sat deres nuværende logistik-, lager- og produktionsejendom i Frederikssund til salg for 155 millioner kroner. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

– Ejendommen rummer alt fra kontor/administration, sansehave med frugttræer og kantinebygning med serveringskøkken til produktionshaller, opbevaringshaller og værksted med varme garageporte, portåbninger, rulleporte og læsseramper.

CO-RO har siden 1960’erne haft hovedsæde i Frederikssund. Virksomhedens tre hovedprodukter er saftevandskoncentratet Sunquick, briksaft i form af Suntop og frys-selv-isen Sun Lolly.

På verdensplan beskæftiger CO-RO 1.100 mennesker, hvoraf 300 holder til i Frederikssund, og deres produkter sælges i mere end 80 lande.

Det var brødreparret Flemming og Jep Petersen, der startede CO-RO under 2. verdenskrig, da de begyndte at eksperimentere med at blande essenser til mineralvand og is i et udhus i Vanløse. Nu sælger de hver dag mere end 10 millioner læskedrikke på verdensplan.