Fra de daværende 25 butikker til op imod 150 pizzeriaer i Danmark i år 2030. Det var udmeldingen fra Domino’s i juni 2022.

– Det har været en spændende udfordring at komme til Danmark og være med til at genopbygge forretningen og Domino’s image. De ting, der skete med Domino’s, skete før, vi købte kæden, udtalte en optimistisk landechef i Domino’s Pizza Danmark, Kellie Taylor fra Australien, i den forbindelse.

Knap et år senere lyder der dybere og mere ildevarslende toner. Pizzakæden lukker alle sine nuværende 27 butikker i Danmark, lyder det nu i en pressemeddelelse.

Lukningen af Domino’s er en frivillig solvent likvidation.

“Grunden til lukningen er, at det er ejerkredsens vurdering, at der ikke er det nødvendige forretningsmæssige grundlag til at fortsætte selskabets aktiviteter i Danmark, trods en ihærdig indsats og succes med at strømline processer i virksomheden”, skriver Domino’s Pizza Enterprise (DPE).

“Mange af selskabets KPI’er med virksomheden blev opnået gennem kædens fire år på markedet. Blandt andet havde alle Domino’s butikker glade smileyer ved deres lukning, og kundernes tilfredshed og tillid var steget stødt gennem selskabets levetid. Dette var dog ikke tilstrækkeligt til at skabe grobund for en sund forretning, hvilket DPE tager konsekvensen af med lukningen”, skriver selskabet videre.

Det oplyses, at Domino’s ansatte er blevet orienteret om lukningen. Relevante interessenter vil modtage information om deres retmæssige krav i takt med, at likvidationen skrider frem, skriver DPE.