Duo får grønt lys til over 1.200 nye boliger

Højhuse droppes efter rådgivning fra kendt arkitekt for at skabe mere byliv i det 56.700 kvadratmeter store omdannelsesområde.

Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune har vedtaget en ny lokalplan, der åbner for byggeri af et nyt boligområde tæt på letbanestationen i omdannelsesområdet Hersted Industripark.

Lokalplanområdet omfatter Smedeland 22, der ejes af AKF, som har varslet investeringer for 3 milliarder kroner i den kommende udvikling. Dertil kommer den 10.000 kvadratmeter store grund på Smedeland 8b, der ejes af Boxit-stifter Christian Søndergaard Breck Nielsen.

Planen giver mulighed for at omdanne det tidligere erhvervsområde til en ny bydel med op mod 1.250 lejligheder, grønne byrum og en mindre del erhverv.

Området strækker sig i alt over cirka 56.700 kvadratmeter og rummer i dag logistik- og cateringvirksomheder i bebyggelser, der er opført mellem 1973 og 2004.

Planen gør det muligt at opføre omkring 95.000 kvadratmeter boliger fordelt på otte karrébebyggelser.

På grunden, der ejes af Christian Søndergaard Breck Nielsen, kan der bygges 20.000 kvadratmeter i 4-6 etager samt et højhus i 12 etager. Det giver en bebyggelsesprocent på 200.

På grunden, der ejes af AKF, kan der med en bebyggelsesprocent på 174 opføres 75.000 kvadratmeter nybyggeri i 3-7 etager.

Kommunalbestyrelsen vedtog lokalplanen den 10. marts 2026. Kun Enhedslisten og SF stemte imod.

Medlem af Plan- og Byudviklingsudvalget, Helge Bo Jensen (EL), fastslog på kommunalbestyrelsesmødet, at partiet ikke kunne bakke op om projektet på grund af bebyggelsestætheden.

– Der er tale om et meget omfattende lokalplanforslag med over 1.200 boliger og erhverv eller butikker og en bebyggelsesprocent på tæt på 200. Bare til sammenligning, så er det jo dobbelt så tæt som fængselsgrunden, sagde Helge Bo Jensen på kommunalbestyrelsesmødet.

Bebyggelsen skal omkranse grønne gårdrum og et centralt torv, og der planlægges høj biodiversitet med hjemmehørende plantearter. Parkering etableres primært under terræn.

Der lægges samtidig vægt på bæredygtigt byggeri. Lokalplanen åbner derfor mulighed for større bygningshøjde, hvis der anvendes løsninger som genbrug af eksisterende konstruktioner eller materialer med lavere klimaaftryk. Planen giver også mulighed for forskellige boligtyper, herunder op til 20 procent konceptboliger.

Dropper højhuse for at skabe byliv

Kommuneplanen giver faktisk AKF mulighed for at opføre seks højhuse i 12 etager, men i stedet har ejendomsselskabet efter rådgivning fra arkitekt og byplanlægger Jan Gehl ønsket en tæt bebyggelse uden højhuse for at skabe grundlag for mere byliv.

Desuden har AKF haft et ønske om en mere fleksibel administration af kravet til fælles udendørs opholdsarealer, så bylivet kan koncentreres i gadeplan frem for at blive spredt på tagterrasser. Endeligt har AKF foreslået at reducere antallet af parkeringspladser til handicapbusser fra seks til fem, da busserne typisk kun holder kortvarigt, og for mange pladser derfor risikerer at stå ubrugte. De to ønsker er dog ikke blevet imødekommet.

En ændring af minimumskravet til friarealer ville nemlig kræve et kommuneplantillæg, hvilket AKF ikke har ønsket, da det ville forsinke planprocessen. Forslaget om at reducere antallet af parkeringspladser til handicapbusser blev heller ikke fulgt.

Til gengæld fik AKF indarbejdet en ændring i lokalplanen, som fastlægger, at en andel af cykelparkeringspladserne til boligerne skal etableres som parkeringspladser til ladcykler.

Projektet indgår i den langsigtede udvikling af Hersted, som i henhold til masterplanen for området skal udvikles med 12.000 nye boliger og flere tusinde nye arbejdspladser. På mødet i kommunalbestyrelsen var politikerne dog enige om, at masterplanen trænger til en revision, og der skal kigges på udbygningstakten.

Tilmeld Nyhedsbrev