Humlebæk Boligselskab ved Domea.dk står er klar til at renovere de 116 boliger i afdelingen Baunebjerghuse på Baunebjergvej og Teglgårdsvej i Humlebæk.
Tilbage i februar kunne entreprenørvirksomheden Ole Jepsen A/S oplyse, at man havde leveret det økonomisk mest fordelagtige tilbud på hovedentreprisen.
Prisen på projektet er dog steget ganske markant. Da byrådet i Fredensborg Kommune i marts 2022 godkendte det såkaldte skema A lød prisen på godt 106 millioner kroner.
Nu er skema B godkendt efter endt licitation, og prisen er steget med næsten 30 millioner kroner, så renoveringsprojektet løber op i knap 136 millioner kroner.
Det fremgår af referatet fra det seneste byrådsmøde.
Læs også: Renovering af nordsjællandsk skole kan løbe op i over 330 millioner
Ifølge Domea.dk skyldes stigningen primært en markant stigning i priserne på byggematerialer. Desuden er prisen på leje af pavilloner er steget voldsomt, da der er blevet etableret pavillonbyer til flygtninge, hvilket har øget efterspørgslen på pavilloner.
Endeligt er der øgede omkostninger i form af byggelånsrenter og til rådgiveren, som i løbet af processen er blevet skiftet ud.
I forbindelse med rådgiverskiftet viste det sig, at miljøforholdene på blandt andet belægningen i udearealerne ikke var undersøgt tilstrækkeligt. Dette har resulteret i forhøjede rådgiverydelser, fremgår det af referatet.
Boligafdelingen består af rækkehuse i 1,5 etage. Der er opført i 1972. Der er 36 boliger med tre værelser fordelt på 95,4 kvadratmeter og 80 boliger med fire værelser fordelt på 112,5 kvadratmeter.
Nu står boligerne så over for en større renovering med Nordic Office of Architecture som totalrådgiver.
Om renoveringen af Baunebjerghuse
Helhedsplanen omfatter opretning og modernisering:
Opretning
- Udbedring af fugt i terrændæk
- Skimmelsanering af betondæk inklusive følgearbejder
- Udskiftning af køkkener i 22 boliger
- Efterisolering af sokkel
- Etablering af omfangsdræn ved alle boliger
- Nye badeværelser i 116 boliger
- Udvendig efterisolering af gavlvægge 22 boliger
- Etablering af ventilationssystemet genvex med varmeflader i alle boligerne.
Modernisering
- Udskiftning af tage på alle 11 boligblokke
- Nye lysninger
- Efterisolering
- Nye tagrender
- Opretning af tage over udhuse inklusive ovenlysvinduer
- Nye loftlemme
- Fjernelse af udestuer/overdækninger.
Kilde: Fredensborg Kommune.