Elgiganten åbner nyt varehus i Skive. Foto: PR.
Elgiganten åbner nyt varehus i Skive. Foto: PR.

Elgiganten løftede for få uger siden sløret for nye varehusplaner i Grenaa. Nu afslører elektronikkæden, at endnu et nyt varehus er på vej i det jyske. Elgiganten åbner nemligt et nyt varehus i Skive.

Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten, fortæller i en pressemeddelelse, at kæden Elgiganten længe har haft netop Skive på sigtekornet. Han oplyser videre, at det nye varehus i Skive skal opføres med den faste samarbejdspartner Daugaard Pedersen som bygherre.

– Med cirka 2.000 kvadratmeter til rådighed kommer vi til at tilbyde sidste nye butikskoncept med alt fra TV og hårde-hvidevarer til gaming. Herudover kan vores kunder se frem til en større Epoq-køkkenafdeling, hvor inspiration kan hentes, tegninger udarbejdes og nyt køkken og bryggers kan handles, udtaler Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten.

Omtrent 50 ledige stillinger skal besættes hen mod varehusets åbning i efteråret 2024.

– Vi ser frem til at blive en del af en ny større retailpark med flere velrenommerede butikskæder, som vi kender særdeles godt fra flere andre byer. Vi er meget tilfredse med den fine beliggenhed, hvor kunder fra Skive og omegn kan glæde sig til at møde et stærkt og bredt udvalg af varer til markedets laveste priser, siger Peder Stedal.

Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag over 2.300 medarbejdere fordelt på 40 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker på Elgiganten.dk.

– For os er Elgiganten en ankerbutik, der er med til at forstærke projektets attraktivitet – både for kunder og andre kæder. Selve byggeriet forventer vi at gå i gang med om et års tid, så butikkerne kan blive klar til at åbne i løbet af 2024, siger Anders Bech Mathiesen, projektudviklingsdirektør i Daugaard Pedersen.

Elgiganten indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2020/21 omsatte for knap 35,5 milliarder kroner. Der er i alt 414 varehuse og cirka 11.000 medarbejdere i Norden. Alle nordiske varehuse forsynes fra det over 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af Currys plc.