Politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har sendt et lokalplanforslag for erhvervsparken ved Ringvejen og Arnborgvej i Skjern i offentlig høring.
Det besluttede de på det seneste byrådsmøde den 16. januar. Der er tale om første etape af udvidelsen af aflastningscentret.
– Og lokalplanen åbner mulighed for en udvidet geografisk afgrænsning af aflastningscentret, som øger den samlede ramme til butiksformål i aflastningscentret med 8.600 kvadratmeter, sagde formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ole Nyholm Knudsen (V) på byrådsmødet.
Baggrunden for udarbejdelsen af lokalplanen er ifølge kommunen, at private bygherrer vil bygge yderligere i området, der ejes af Ringkøbing-Skjern ErhvervsPark.
Læs også: Nye byggegrunde på vej i Vorgod-Barde
Lokalplanen omfatter et areal på cirka 48.700 kvadratmeter. I forvejen ligger butikkerne Jysk, Garant, Harald Nyborg i området, hvor der desuden er kontorlokaler.
Med lokalplanen må der i alt være 14.800 kvadratmeter udvalgsvarebutikker i området. Den enkelte udvalgsvarebutik skal minimum have en størrelse på 1.000 kvadratmeter og må maksimalt være 5.000 kvadratmeter.
Den maksimale bebyggelsesprocent for hver grund inden for lokalplanområdet fastsættes til 50 procent.
Tidligere har Sport 24 i Dagbladet Ringkøbing-Skjern luftet planen om at etablere en outlet-butik i området, og at dømme på en visualisering i lokalplanen ser det da også ud til, at sportskæden er på vej ind i området.